​Skatteadvokat: Tabt gæld til det offentlige er en katastrofe for vores retsfølelse

Gælden, der ikke kan inddrives, underminerer vores tiltro.

Næsten 100 milliarder kroner skylder borgere og virksomheder de offentlige kasser (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Når de andre ikke betaler deres biblioteksbøder, så går det ud over retsfølelsen. Det står klart, da DR Nyheder besøger et bibliotek i Roskilde

- For hvorfor skal jeg betale, hvis de andre ikke skal? Det skal være retfærdigt og lige for alle, spørger Dorthe Hennecke.

Og derfor er det også et stort problem for den kollektive retsfølelse, når en ny rapport lavet for Skatteministeriet fra revisionshuset PwC fastslår, at det ikke er realistisk at inddrive mere end 19,5 milliarder kroner ud af de næsten 100 milliarder kroner, som borgere og virksomheder skylder de offentlige kasser.

Så imens nogle betaler løs på SU-gælden eller skynder sig at betale parkeringsbøden, så snart den er fisket ud fra dens ophold mellem vinduesvisker og forrude, lader andre være med at betale, selv om rykkerne hober sig op i eboksens indbakke.

Det er en katastrofe for vores retsfølelse, siger Torben Bagge, der skatteadvokat i TVC Advokatfirma og ekstern lektor i skatteret.

Vi har et problem

- Årligt opkræves der omkring 1000 milliarder kroner for at holde vores velfærdssystem kørende, og når nu nogle kan konstatere, at mange slipper for at betale det, de skylder, så kan den helt store katastrofe være, at andre heller ikke frivilligt betaler, siger han.

- Og så har vi problemet. For uanset hvor mange der er ansat til at kontrollere og inddrive, så er det umuligt at styre en befolkning, der ikke frivilligt vil betale. Så det helt store problem er måske ikke de 80 milliarder, vi risikerer at miste – det er de 1.000 milliarder, vi årligt opkræver, og hvorom vi er fuldstændigt afhængige af, at folk selvangiver og betaler det offentlige det, de skylder.

I Skatteministeriets udspil til et nyt inddrivelsesystem hedder det blandt andet, at:

”Danskerne skal have tillid til, at inddrivelsen af gæld til det offentlige sker effektivt og korrekt. Det er således afgørende for retsfølelsen, at skyldnere betaler deres gæld. Samtidig er det afgørende, at inddrivelsen af gælden sker på en måde, hvor retssikkerheden for de, der ender i inddrivelse, vægtes højt".

Og skatteadvokaten er da heller ikke i tvivl om, at manglende afbetaling af gæld påvirker os negativt.

- Det er klart, at den almindelige dansker sidder og ryster på hovedet. Mange tænker vel, at hvis min nabo ikke betaler det, han skal – hvorfor skal jeg så?, siger Torben Bagge.

Hvorfor skal jeg, hvis andre ikke skal?

Dorthe Hennecke er helt enig. Hun er på besøg på Roskilde Bibliotek – og i Roskilde Kommune har man 56 millioner til gode hos dem, der ikke har betalt det, de skylder. På biblioteket alene har man 1,8 millioner ude at flyve i ikke betalte bøder og bøger, der aldrig er leveret tilbage.

- Hvis der er sådan, at nogle kan slippe, så fungerer systemet jo ikke, siger Dorthe Hennecke.

Anne Mette Lendorff har netop betalt de 20 kroner, hun skylder Roskilde Bibliotek

Anne Mette Lendorff har lige betalt 20 kroner, fordi hun glemte at aflevere en bog til tiden.

- Det er hamrende vigtigt, at folk betaler deres bøder. Man har gjort noget forkert, og så skal man også betale – det synes jeg i hvert fald, siger hun.

Sværere at finansiere velfærd

Og hun bliver bakket af Roskildes borgmester, Joy Mogensen (S).

- Folks retfærdighedssans er på spil. Vi lever i et samfund, hvor vi bidrager til den fælles kasse. Og når folk ikke betaler det, de skylder, så bliver det sværere for os i kommunerne at finansiere den ældrepleje, børnepasning og så videre, som folk forventer, siger hun.

De automatiske inddrivelsessystem, EFI, skulle automatisere al gældsinddrivelse. men systemet kom aldrig til at fungere, og statens skattemyndigheder overtog opgaven med at inddrive gæld fra borgerne. EFI blev lagt i graven i 2015 efter blot to år.

I alt har 685.000 danskere gæld til det offentlige, hvilket svarer til 89.635 kroner per person.

Facebook
Twitter