Skatteborgere i kø til årsopgørelser: 'Vi skal nok melde ud, når vi er klar'

Skatteborgere er så småt begyndt at stille sig i kø for at se årsopgørelserne.

(Arkiv). Hvis Skattestyrelsen åbner adgangen til årsopgørelser inden mandag, kan det betyde ustabil drift og begrænset adgang fra udlandet. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

I løbet af de kommende dage får 4,6 millioner skatteborgere adgang til deres årsopgørelse, hvor de kan se, om de skal have penge tilbage eller ej.

Og selvom dagen for offentliggørelsen først er mandag, så er tålmodigheden allerede nu sat på prøve.

Der er nemlig allerede mange danskere, der har sat sig i kø til at se årsopgørelsen - i skrivende stund knap 4.000.

Rikke Madsen, der er pressemedarbejder hos Skattestyrelsen, minder om, at køen ikke er ensbetydende med, at årsopgørelsen ligger parat.

- Køfunktionen bliver aktiveret automatisk, når mange går ind på samme tid. Du vil godt kunne få adgang, men du vil ikke kunne se din årsopgørelse endnu, så der er ingen grund til at begynde at stille sig i kø, lyder det.

Samme påmindelse tweetede Skattestyrelsen ud til sine mange følgere på Twitter tidligere på eftermiddagen:

Sidste år blev adgangen til at se og rette i årsopgørelsen allerede åbnet fredag, og det samme kan ifølge Rikke Madsen ske i år. I så fald vil det være en testkørsel af systemerne.

- Hvis vi går i gang før tid, er det for at teste systemerne. Og hvis vi går i test, vil man kunne opleve ustabil drift og begrænset adgang fra udlandet. Vi er officielt først klar mandag morgen, men vi skal nok melde ud, hvis vi er klar inden, siger hun.

Facebook
Twitter