Skattefrie efterlønskroner er populære

Godt 100.000 flere end forventet overvejer at forlade efterlønsordningen.

Godt 100.000 flere end forventet overvejer at forlade efterlønsordningen. (© AP Graphics)

Danskerne er lettere at lokke med skattefrie penge, end politikerne bag den nye efterlønsaftale troede, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale forventer i deres regnestykke, at 25 procent af efterlønsindbetalerne vil tage imod et tilbud om at få pengene ud skattefrit.

Men en meningsmåling fra Rambøll/Analyse Danmark lavet for avisen viser, at godt 100.000 flere er parat til at tage pengene.

Knap 35 procent af efterlønsindbetalerne svarer, at de er til at friste. Det svarer til omkring 350.000 danskere.

I alt 1.094.209 danskere indbetaler til efterløn.

De Radikales næstformand, Morten Østergaard, er meget tilfreds, for jo flere, der melder sig ud, desto mere afskaffer efterlønnen sig selv:

- Vi ville gerne have afskaffet efterlønnen, men når det ikke kunne lade sig gøre, er jeg glad for, at så mange selv vil trække sig ud. Det betyder, at de ikke skal på efterløn senere, siger han til Jyllands-Posten.

Facebook
Twitter