Skatteminister: Vi kan hente seks milliarder fra udbyttesvindel

- Vi kommer til at lykkes med at hjemføre en stor del af beløbet, siger Karsten Lauritzen.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) gør på et pressemøde tirsdag status over blandt andet sagen om svindel med udbytteskat, der har kostet mindst 12,7 milliarder kroner. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Den snart fire år lange jagt på pengene fra Danmarkshistoriens største svindelnummer, udbyttesagen, ser ud til at give pote.

I hvert fald forventer skatteminister Karsten Lauritzen (V), at hele seks milliarder kroner fra udbyttesagen, der har kostet den danske stat 12,7 milliarder kroner, kan hjemføres.

Det fremgår af det materiale, som er udleveret i forbindelse med et pressemøde om fremdriften i skatteforvaltningen tirsdag.

- Aktuelt skønnes, at der kan hjemføres et beløb i størrelsesordenen 5,5 - 6 milliarder kroner, står der i materialet fra Skatteministeriet.

470 sagsøgte

Fra 2012 til 2015 blev den danske stat franarret det betydelige milliardbeløb, da udenlandske pengemænd opsnusede, at der stod en ladeport åben til de danske statsfinanser, hvis man blot ansøgte om refusion af udbytteskat.

Siden august 2015 har politiet efterforsket sagen og blandt andet sigtet den formodede bagmand Sanjay Shah, der i dag bor i Dubai.

Men i foråret sidste år gik den nyoprettede Skattestyrelsen ombord i et civilretligt spor.

Her er der siden anlagt over 420 sager, og i alt 470 personer og selskaber er stævnet af den danske stat, fordi de ifølge de danske myndigheder fejlagtigt har modtaget refusioner af udbytteskat.

- Den aktuelle vurdering er, at i omegnen af seks milliarder kroner er på vej tilbage i den danske statskasse. Vi går naturligvis benhårdt efter at få det fulde beløb tilbage, siger Karsten Lauritzen på pressemødet.

Milliardopgør

I efteråret kom det frem, at Skattestyrelsen er lykkedes med at få udstedt en såkaldt freezing order ved en britisk domstol. Den kendelse har givet Skattestyrelsen hjemmel til at indefryse i alt 11,2 milliarder kroner i udlandet i jagten på udbyttemilliarderne.

For et halvt år siden var det foreløbigt lykkedes Skattestyrelsen at indefryse 3,3 milliarder kroner.

Men ifølge dagens opdatering fra skatteministeren forventer styrelsen altså nu at kunne tilbageføre hele seks milliarder kroner fra svindlen mod den danske stat.

- Vi kommer til at lykkedes med at hjemføre en stor del af beløbet, siger Karsten Lauritzen (V).

Men det er ikke gratis at sagsøge rigmænd på tværs af jurisdiktioner.

Det er Kammeradvokaten, der har fået til opgave at hyre udenlandske advokatfirmaer til at repræsentere den danske stat i de civile sager, som ifølge DR Nyheders oplysninger kører ved domstole i USA, Canada, Tyskland, Storbritannien og Luxembourg.

Og danskerne skal forberede sig på en advokatregning i milliardklassen, lyder det på pressemødet.

- Man kan komme langt med flid og hårdt arbejde. Det viser den her historie. Men man er oppe mod nogle professionelle storsvindlere, der er gode til at hyre dyre advokater. Omvendt kommer det her til at koste noget, og det er ikke urealistisk, at hver gang vi får tusind kroner hjem, koster det et par hundrede kroner at føre sagerne, siger Karsten Lauritzen.

Sidste år nåede advokatudgifterne til udbyttesagen ifølge Finansministeriet op på 25 millioner kroner.

Samlet i USA

I det juridiske efterspil er fokus i første omgang rettet mod USA, hvor udbyttesagerne er samlet ved retten i Southern District of New York.

Her har Skattestyrelsen anlagt sager mod en række mindre pensionskasser, hvortil pengene fra svindlen i første omgang blev udbetalt.

De udenlandske pengemænd udnyttede en dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og USA, som gjorde det muligt at tilbagesøge udbytteskat, som aldrig var blevet indbetalt for aktier ejet i børsnoterede danske selskaber.

- De seks milliarder kroner er et øjebliksbillede på, hvor vi er på nuværende tidspunkt. Men vi går benhårdt efter alle pengene og har også sagsøgt for det fulde beløb, siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Steen Bechman, på pressemødet.

Direktør for Særlig Kontrol i Skattestyrelsen Steen Bechmann Jacobsen står i spidsen for den danske stats fremfærd mod de udenlandske ansvarlige for udbyttesagen. Knap 500 personer og selskaber har modtaget en stævning fra den danske stat. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

- Det koster mange penge at føre de her sager i fem forskellige lande med andre retssystemer. Det er meget komplicerede sager og et langstrakt forløb. Derfor er det også helt naturligt, at det munder ud i det, der kan blive en meget stor regning, fortsætter han.

Skatteministeren oplyser, at arbejdet med at stævne personer og virksomheder relaterede til udbyttesagen vil fortsatte frem til og med 2021.

Facebook
Twitter