Afsløring af skatteskandale

Skatteskandalen vokser: Belgien og Norge ramt af samme svindel som Danmark

Den britiske finansmand Sanjay Shah er mistænkt for at stå bag svindel mod flere europæiske lande udover Danmark.

En af Danmarkshistoriens største svindelsager er større og mere internationalt forgrenet, end det hidtil har været kendt.

Den svindel, der har kostet de danske skatteborgere 12,3 milliarder kroner gennem forfalskede ansøgninger om refusion af udbytteskat, har også ramt Belgien og Norge.

Det afslører en DR Nyheder-dokumentar, der sendes den 20. december.

- Mange stater, også den belgiske, kæmper for at få budgetterne til at hænge sammen, så den her svindel er et stort problem, siger Florence Angelici, talsperson for skattemyndighederne i Belgien.

Mistet milliardbeløb

Belgien har mistet 1,5 milliarder kroner på svindlen, men beløbet kunne have været væsentligt større, hvis ikke svindlen var blevet opdaget og standset i Danmark i august sidste år.

På grund af advarsler fra Danmark lykkedes det Belgien at standse forsøg på svindel for yderligere 2,4 milliarder kroner:

- Vi opdagede svindlen i december 2015. Jeg kan ikke gå i detaljer, men det skete blandt andet på grund af de opdagelser, man gjorde i Danmark, siger Florence Angelici.

Norge også ramt

At flere lande er ramt, understreger ifølge en ekspert, at bagmændene er yderst professionelle:

- Det er ikke bare Skat i Danmark, der har været et target. Man har fundet en metode i det her aftalenetværk der er mellem eksempelvis USA og lande i Europa, og det har man udnyttet og stresset det på forskellige måder, siger Thomas Rønfeldt, lektor i skatteret på Aalborg Universitet.

I Norge er man mindre alvorligt ramt, men også her opdagede man svindlen på grund af sagen i Danmark.

- Da vi blev kendt med sagen i Danmark, satte vi straks gang i vores egen undersøgelse siger Line Wilberg, sektionschef i Skatteetaten i Oslo.

Der er den britiske erhversmand Sanjay Shah, der mistænkes for at stå bag svindlen, som har kostet de danske skatteborgere 12,3 milliarder kroner. Han mistænkes nu også for at være involveret i lignende svindel i Belgien og Norge.

Nordmændene fandt et tilfælde af svindel med refusion af udbytteskat fra 2013, som var resulteret i en udbetaling på 580.000 norske kroner.

- Desuden fandt vi ti forsøg på svindel, hvor der var blevet brugt falske dokumenter, til samlet 350 millioner norske kroner, siger hun.

Forfalskede papirer

I Danmark at den britiske finansmand Sanjay Shah mistænkt for at stå bag den omfattende svindel, der altså har kostet den danske statskasse astronomiske 12,3 milliarder kroner.

Ifølge DR’s oplysninger retter mistanken i både Belgien og Norge sig ligeledes mod Sanjay Shah, der siden 2009 har levet i Dubai, der ikke har nogen udleveringsaftale med Danmark og andre EU-lande.

Ifølge Skat er svindlen sket ved, at bagmændene i perioden fra 2012 til 2015 har indsendt tusindvis af formodede forfalskede ansøgninger om at få tilbagebetalt indeholdt skat på udbytte fra danske aktier – noget udenlandske aktionærer typisk har krav på i henhold til de gældende skatteaftaler mellem landene.

Ingen anholdte i sagen

I Belgien og Norge er svindlen sket i samme periode og følger det samme mønster som i Danmark.

- Det, vi så af svindelmodus i Norge, var, at en aktør fremsatte et uretmæssigt krav om refusion af kildeskat på baggrund af falske dokumenter. I sagerne blev der benyttet et selskab som specialiserede sig i denne type refusionsøgning, siger Line Wilberg.

I Danmark har bagmandspolitiet nu efterforsket den omfattende svindelsag, i kroner og ører den største i Danmarkshistorien, i over et år. Ifølge DR’s oplysninger hidtil uden at anholde nogle af de formodede bagmænd.

Morten Niels Jakobsen, chef for bagmandspolitiet, ønsker ikke at kommentere den igangværende efterforskning, men bekræfter, at der er dannet en fælles efterforskningsgruppe gennem EU-organisationen Eurojust omfattende "flere europæiske lande".

Sanjay Shah ønsker ikke at stille op til interview med DR Nyheder om sagen, men vi har fået følgende skriftlige kommentar fra hans presserådgiver Jack Irvine:

- Held og lykke med jeres program. Jeg har ingen kommentarer til jeres beskyldninger.

Facebook
Twitter