Skattestyrelsen kræver omkring 750 millioner kroner af Bech-Bruun i udbytteskandalen

Kravet er en del af Danmarkshistoriens største svindelsag, hvor statskassen er påført et tab på 12,7 milliarder kroner.

Advokatfirmaet Bech-Bruun har modtaget et krav på 750 millioner kroner.

De danske skattemyndigheder retter nu et gigantisk erstatningskrav mod et større dansk advokatfirma.

Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

- Vores opgave er at få så mange af de 12,7 milliarder kroner hjem til den danske statskasse som muligt. Det arbejder vi hele tiden benhårdt på. Det er Kammeradvokatens anbefaling, at vi retter krav mod det danske advokatfirma. Skattestyrelsen har derfor sendt betalingspåkrav til advokatfirmaet, og vi er klar til at stævne, hvis beløbet ikke bliver betalt, siger Steen Bechmann Jacobsen, fagdirektør i Særlig Kontrol i Skattestyrelsen.

Ifølge DR Nyheders kilder er det et af landets største advokatfirmaer Bech-Bruun, som styrelsen har rettet kravet mod. Kravet er i omegnen af 750 millioner kroner ifølge oplysningerne.

Det sker i bestræbelserne på at hente en stor del af de i alt 12,7 milliarder kroner, som den danske stat mener at være svindlet for i refusion af udbytteskat mellem 2012 og 2015.

Hvis ikke erstatningskravet betales inden for 10 dage, vil advokatfirmaet blive stævnet af Skattestyrelsen. Herefter vil det være op til de danske domstole at tage stilling til, hvorvidt kravet skal imødekommes.

Det er advokatfirmaets rådgivning af den tyske bank North Channel Bank i 2014 og 2015, som ifølge DR Nyheders oplysninger har ført til, at myndighederne har rettet blikket mod Bech-Bruun.

Sidste år erkendte North Channel Bank groft bedrageri og medvirken til svindel mod den danske stat for i alt 1,1 milliarder kroner gennem fiktive aktiehandler. Banken blev straffet med en bøde på 110 millioner kroner ved Retten i Glostrup.

Rådgav tysk bank i 14 sider langt notat

DR Nyheder kunne i november 2018 løfte sløret for den rådgivning, som Bech-Bruun havde ydet til den tyske bank.

Det drejer sig om en såkaldt legal opinion på i alt 14 sider. I notatet forholder Bech-Bruun sig til, om den tyske bank dels risikerer erstatningsansvar over for danske myndigheder, hvis banken agerer såkaldt depotbank for en serie transaktioner med danske aktier. Dels om banken eller dens medarbejdere risikerer fængselsstraf.

I begge tilfælde vurderede Bech-Bruun i 2014 og igen i 2015, at det gjorde banken ikke.

Bech-Bruun undrer sig over krav

Bech-Bruun har igennem hele forløbet afvist, at de har gjort noget forkert i rådgivningen.

I en kommentar på sin hjemmeside kort før klokken 18 bekræfter Bech-Bruun, at der er rejst et krav mod dem for deres rådgivning af North Channel Bank. Videre lyder det, at de undrer sig over kravet.

- Det er indlysende, at ingen advokat i Bech-Bruun ville afgive opinions til en bank (eller i det hele taget rådgive nogen klient), hvis der blot havde været den mindste mistanke om, at banken (eller klienten) ville gøre sig skyldig i bedrageri med fiktive udbytter og fiktive aktier, lyder det i en udtalelse fra bestyrelsesformand Simon Evers Hjelmborg.

- Den tyske bank, North Channel Bank, har i 2019 da også erklæret sig skyldig i på disse helt afgørende punkter at gøre noget andet, end det banken i 2014 oplyste vores advokater om og bad vores advokater om at vurdere. Hvilket er ret nemt at faktatjekke. Vores rådgivning af den tyske bank kunne ikke anvendes til bedrageri, lyder det videre.

Beskyldt for dobbeltrolle

Der er gennem sagen også rejst kritik af advokatfirmaets ageren, der har ført til, at staten har krævet penge fra Bech-Bruun for at have været inhabile.

Det var nemlig Bech-Bruun, som blev sat til at kulegrave udbyttesagen for Skatteministeriet i 2017. Men samtidig fortsatte advokatfirmaet med at rådgive North Channel Bank.

Det afslørede et internt dokument fra Bech-Bruun, som DR Nyheder kom i besiddelse af sidste år.

Sagen om Bech-Bruuns mulige inhabilitet blev indbragt for Advokatnævnet, som i juli kom frem til, at advokatfirmaet skulle betale det fulde salær på 3,5 millioner kroner tilbage til Skatteministeriet.

Den afgørelse har advokatfirmaet ikke villet acceptere, og den er indbragt for domstolene.

- Vi er helt uforstående over for præmisserne i flertallets udtalelse, som indeholder flere afgørende fejlslutninger. Fejlslutninger, som efter vores opfattelse har ført til et konkret forkert resultat, og som også helt generelt vil medføre meget betydelig usikkerhed vedrørende undersøgelser af mulige interessekonflikter i alle advokatvirksomheder, skrev managing partner Simon Evers Hjelmborg efterfølgende på firmaets hjemmeside.

Udbytteskandalen kom frem i 2015

Udbyttesagen kom frem i august 2015 og er siden blevet efterforsket af bagmandspolitiet og Skattestyrelsen.

Bagmandspolitiet har sigtet et ukendt antal personer, og Skattestyrelsen har anlagt omkring 500 civile søgsmål over hele verden for at forsøge at skrabe penge tilbage.

Bagmandspolitiet mener, at den hovedmistænkte er den britiske finansmand Sanjay Shah. Han er lige nu bosat i Dubai og blev ifølge flere medier afhørt af bagmandspolitiet i september sidste år.

Shah har fra begyndelsen erkendt, at hans selskaber medvirkede til at hente mere end otte milliarder kroner ud af Danmark i refusion af udbytteskat.

Han har dog også sagt, at alt var lovligt, og han har stillet sig til rådighed for at lade sig afhøre af dansk politi.

I alt er der rettet stævninger for cirka en milliard pund mod blandt andet Sanjay Shah og North Channel Bank.

Artiklen er opdateret klokken 18.04 med en kommentar fra Bech-Bruun.

Skattestyrelsen ønsker ikke at stille op til interview med DR Nyheder i dag.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk