Skattestyrelsen om opgørelse til 111.000 borgere: 'Fejlen bliver rettet snarest'

Ukorrekte data fra Udbetaling Danmark udløste mail om forventet skattegæld til enlige forsørgere.

Skattestyrelsen oplyser, at de fejlagtige forslag til årsopgørelser for 2018 vil blive rettet onsdag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

111.000 skatteborgere har i dag fået et forslag til en ny årsopgørelse for 2018 - men den kan de se helt og aldeles bort fra.

I mailen fik borgerne at vide, at de havde et for højt fradrag og skulle betale penge tilbage.

Der er tale om en beklagelig teknisk fejl, oplyser underdirektør i Skattestyrelsen, Karoline Klaksvig, i en mail til DR Nyheder:

- Fejlen vil blive rettet snarest onsdag – og borgerne skal således ikke foretage sig noget.

Helt konkret er der sket fejl i forbindelse med overførslen af data til Skattestyrelsen fra Udbetaling Danmark.

Den offentlige myndighed, der administreres af ATP-koncernen, står for udbetaling af en række offentlige ydelser som pension, boligstøtte og barselsdagpenge.

Og hvert kvartal sender Udbetaling Danmark oplysninger til Skattestyrelsen om, hvem der er enlige forsørgere, da disse har ret til ekstra beskæftigelsesfradrag.

Beklager over for urolige borgere

Fejlen betød, at de pågældende borgere ikke længere var registrerede som enlige forsørgere for indkomståret 2018, og dermed fremstod som om, de havde haft et for højt fradrag.

Dermed handlede Skattestyrelsen korrekt ud fra de oplysninger, som var blevet modtaget.

Men de mange mail med forslag til en ny årsopgørelse var alligevel fejlagtige, da de altså hvilede på forkerte oplysninger.

- Jeg vil gerne beklage, hvis nogle er blevet unødigt urolige, lyder det fra Karoline Klaksvig.

DR Nyheder har modtaget flere henvendelser fra borgere, der har fået forslag til nye årsopgørelse. I en mail til en borger lyder det eksempelvis:

"Du får en ny årsopgørelse Du modtager dette forslag til ændring af din årsopgørelse for indkomståret 2018, da vi har modtaget nye oplysninger. Oplysningerne fra Udbetaling Danmark vedrørende modtaget ekstra børnetilskud medfører en ændring af beregnet ekstra beskæftigelsesfradrag. Reglerne står i Ligningslovens § 9 J, stk. 3. De beløb, vi foreslår, er markeret med et "B". Du mangler at betale: 6.140 kr."