Skattevæsnet indrømmer for første gang 'åbenlyse fejl' i nye ejendomsvurderinger

Myndighederne har gennemgået de 100 'mest skæve' vurderinger - i de fleste tilfælde er der sket fejl.

Styrelse indrømmer nu, at vurderinger er forkerte. (Foto: © Mathias Svold/Scanpix)

Tusindvis af boligejere fik sig et chok, da de så deres foreløbige ejendomsvurdering for første gang.

Skattevæsnet har nemlig vurderet, at deres grund var mere værd end hele deres ejendom.

Men efter massiv bevågenhed og kritik indrømmede skatteminister Jeppe Bruus (S), at der var foretaget vurderinger, hvor nogle var "helt på månen".

Og nu bekræfter hans egen styrelse, at der er grundværdier, der har været "meget skæve" og med "åbenlyse fejl", og som de nu vil rette.

Det fremgår af materiale, der blev fremlagt ved et møde i tirsdags mellem partierne bag de nye ejendomsvurderinger, som DR Nyheder er i besiddelse af.

Her lyder det, at en nedsat "specialenhed" indtil videre har set på de 100 mest skæve vurderinger. Altså sager, hvor grundværdien er markant højere end ejendomsværdien.

I undersøgelsen er de nået frem til følgende konklusion:

- I de fleste tilfælde er der tale om fejlfortolkning af plangrundlaget eller datafejl. Vurderingsstyrelsen er i gang med at rette åbenlyse fejl, der giver markante afvigelser.

DR Nyheder har for 13 dage siden spurgt Vurderingsstyrelsen, hvad de definerer som en helt skæv vurdering. Det har styrelsen indtil videre ikke svaret på.

I forbindelse med historien i dag har vi igen spurgt dem, hvordan de definerer en "helt skæv vurdering", og hvad definitionen er af "markante afvigelser".

Styrelsen er ikke vendt tilbage inden deadline.

Ekspert: Kan ramme mange boligejere

DR Nyheder har tidligere afdækket, at skattemyndighederne ved, at der er problemer med plangrundlaget, og at det har ført til, at grunde med åbne øjne er blevet overvurderet.

Vi har også tidligere afsløret, at cirka 80.000 ejendomme har fået en højere grundværdi end værdien på hele ejendommen.

Men det er første gang, at Vurderingsstyrelsen åbent indrømmer, at der er "åbenlyse fejl" ved de nye vurderinger.

Problemer med "plangrundlag" er også noget, som DR Nyheder gennem det seneste år har lavet adskillige historier omkring.

Plandata kommer fra kommunernes lokal- og kommuneplaner og bestemmer blandt andet, hvor stort et hus du må bygge på din grund. Hermed har det stor betydning for værdien af din grund.

Det kan du blandt andet læse mere om her.

Lektor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Rasmus Grønved Nielsen vurderer, at de nye oplysninger kan betyde, at mange boligejere kan være ramt af forkerte vurderinger, selvom det er "svært at sige uden flere oplysninger".

Tip os:

- Men det er klart, at de fejltyper har systemisk potentiale og dermed i et eller andet omfang kan ramme mange boligejere, siger han.

Men selv om Vurderingsstyrelsen nu indrømmer fejl, så er det faktisk en god nyhed for boligejerne, da de samtidigt gør det klart, at de vil rette åbenlyse fejl, mener lektoren.

Som boligejer skal man dog stadig være klar over, at det ikke er sikkert, at styrelsen tager lige præcis din sag om op af egen drift.

- Det er helt normalt, at det i første omgang er myndigheden, der udformer kriterierne for genoptagelse. Men det står enhver frit for at klage direkte til Vurderingsstyrelsen. Om man kan forvente at få noget ud af en sådan klage afhænger af omstændighederne, siger Rasmus Grønved Nielsen.

Vurderingsstyrelsen er endnu ikke vendt tilbage med svar på DR Nyheders spørgsmål.

Dette har vi bedt om svar på:

  • I hvor mange af de 100 vurderinger er der sket ’åbenlyse fejl’?

  • I hvor mange de 100 vurderinger er man i gang med at rette fejl?

  • Hvad er definitionen på ’markante afvigelser’?

  • Får den enkelte boligejer besked om, at deres vurdering er rettet?

I en pressemeddelelse fra 14. september siger direktør Poul Taankvist dog, at man ser på sager med "meget skæve vurderinger".

- Vi har også i Vurderingsstyrelsen modtaget mange henvendelser fra frustrerede borgere. Vi er nu ved at gennemgå de enkelte henvendelser og vil inden for de næste uger analysere henvendelserne og vil herefter vende tilbage til de enkelte borgere, sagde han.