Skattevæsnet betaler topadvokat 75.000 kroner for at mørklægge vurderingskaos

Hensynet til statens sikkerhed får styrelse til at afvise at udlevere dokumenter om ejendomsvurderinger.

Kammeradvokaten har hjulpet Udviklings- og Forenklingsstyrelsen med, hvad der skulle undtages aktindsigt om de nye ejendomsvurderinger. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix)

Skattevæsnet kører nu de store juridiske kanoner i stilling i forsøg på at hemmeligholde oplysninger om det nye ejendomsvurderingssystem.

En sag om aktindsigt i dokumenter om det nye system, der er sendt til Statens It-råd, får nu skattevæsnet til at hente hjælp udefra fra statens foretrukne advokat, Kammeradvokaten.

I alt har Kammeradvokaten fået næsten 75.000 kroner for at hjælpe styrelsen med at begrunde, hvorfor DR Nyheder ikke skal have adgang til store dele af de anmodede oplysninger.

Det er Udviklings- og Forenklingsstyrelsen, der har sendt dokumenterne til it-rådet, og det er den styrelse, der står for at lave det it-system, som bruges til at lave de nye stærkt forsinkede ejendomsvurderinger.

I et fem sider langt høringsbrev skriver styrelsen, at statens foretrukne advokat, Kammeradvokaten, har vurderet, at der ikke kan gives aktindsigt i dele af dokumenterne på grund af statens sikkerhed og økonomiske interesser.

Brugen af Kammeradvokatens hjælp til at afvise store dele af aktindsigten får forskningschef emeritus fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen til at spærre øjnene op.

- Det, at man vil bruge en særlig ekspertise til at udarbejde et svar, det tyder på, at det er meget vigtigt for myndighederne at hemmeligholde de oplysninger.

- Det tyder på, at der er meget på spil, siger han.

Sag siden november

DR Nyheder bad tilbage i november sidste år om aktindsigt i en række dokumenter, som omhandler de nye ejendomsvurderinger.

Siden januar har Økonomistyrelsen forsøgt at få skattevæsnet til at svare på, om dokumenterne kan offentliggøres gennem aktindsigt.

Nu er der så kommet et langt høringssvar med krav om overstregninger i store dele af materialet.

- Det er jo et omfattende svar, så det er der nok brugt nogle timer på. Det koster jo penge at få en advokat til at udarbejde, siger Oluf Jørgensen.

DR Nyheder har anmodet om aktindsigt i, hvad Kammeradvokaten har fået i vederlag for sin hjælp til at lave høringssvaret og hermed hjælpe med at afvise store dele af aktindsigtsanmodningen.

- Vi kan oplyse, at de samlede udgifter til Kammeradvokaten i forbindelse med den juridiske bistand ifm. rådgivning og udarbejdelse af høringssvaret udgør 74.999,88 kroner, lyder det i svaret fra Udviklings- og Forenklingsstyrelsen.

'Et uheldigt signal'

Selvom der kan være helt specifikke oplysinger om it-sikkerhed, som staten kan forsøge at undtage, så mener Oluf Jørgensen, at skattevæsnet går for langt i forhold til, hvad man vil have hemmeligholdt i sagen.

- Det er jo svært for os at vurdere, og jeg synes, det ser ud til, at man undtager flere oplysninger, end der kan begrænses af hensyn til statens sikkerhed.

- Det er klart, at sådan et system, som har betydning for alle borgere, der er det interessant at kende svagheder, og hvor store de er, før det bliver sat i gang, siger han.

Myndighederne skal nemlig være meget varsomme, når de bruger argumentet om statens sikkerhed, når de afviser at give aktindsigt i dokumenter, mener Oluf Jørgensen.

- Det er jo det mest alvorlige hensyn, man kan tage. Jeg synes, man misbruger det her, når man bruger det til at skjule problemer med udvikling af et it-system, som har betydning for alle borgeres økonomi.

Men er det ikke okay at man henter noget juridisk bistand udefra? Det gør myndigheder jo også i andre sager?

- Selvfølgelig, må de gøre det. Jeg undrer mig bare, og det koster som sagt penge. Det er ikke billigt at få bistand fra Kammeradvokaten.

- Jeg synes, man sender et signal om, at der ikke ønskes indsigt i de problemer, der er med udviklingen af det nye ejendomsvurderingssystem. Det er et uheldigt signal, og det er vigtigt med offentlighed omkring sådan et system og hvilke problemer, der er.

Styrelse: Må ikke få negative konsekvenser

DR Nyheder har spurgt Udviklings- og Forenklingsstyrelsen om, hvad de siger til kritikken fra Oluf Jørgensen.

Desuden har vi spurgt dem om, hvorvidt de mener, at det er en god brug af danskernes skattemidler at bruge 75.000 kroner på at få hjælp til at afvise at udlevere dokumenter.

I et skriftligt svar siger fagdirektør Mette Ring Rossing, at den normale praksis er, at 'vi selv håndterer aktindsigtsanmodninger'.

- I den konkrete sag har vi bedt om hjælp fra Kammeradvokaten dels af ressourcehensyn og dels for at få rådgivning ift. it-sikkerhed og spørgsmål om fortrolighed om økonomi, siger hun.

I det skriftlige svar lyder det, at der er 'er der tale om et it-system, der har stor betydning for rigtig mange danskere'.

- Derfor er vi også opmærksomme på, at vi ikke udleverer information, der kan få negative konsekvenser for systemets it-sikkerhed eller sætte staten i en dårligere forhandlingssituation ift. leverandører af systemet. Dette har Kammeradvokaten bistået med hjælp til, siger fagdirektøren.

Styrelsen har ikke svaret på, om det er en god brug af skatteborgernes penge at bruge 75.000 kroner på konsulenthjælp til et fem sider langt høringssvar.