Skattevæsnet har i månedsvis kendt til nyt vurderingskoks: Nu vil minister have overblik

Klemte boligejere skal findes og have hjælp til at blive hørt, mener eksperter, der vil have ombudsmand på banen.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) lover, at ramte boligejere vil få hjælp, hvis de henvender sig til Vurderingsstyrelsen. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Mens titusindvis af beskeder om nye ejendomsvurderinger er blevet sprøjtet ud til landets boligejere, så har et vigtigt link i nogle af beskederne ikke virket.

Vurderingsstyrelsen under Skatteministeriet, som står bag udsendelserne af de nye ejendomsvurderinger, har ikke noget overblik over, hvem der har modtaget de døde links.

Samtidig har oplysninger om en skarp tidsfrist for at komme med rettelser til de nye vurderinger manglet i beskederne.

Og så nægter Vurderingsstyrelsen oven i det at genstarte sagen for dem, som fejlen faktisk er gået ud over.

Tip os:

  • Har du i dine tidligere ejendomsvurderinger fået rabat på værdien af din grund, som ikke fremgår af din nye ejendomsvurdering? Skriv til vurdering@dr.dk

Fordi flere er kommet i klemme, og fordi styrelsen ikke har overblik over for problemets omfang, bør Folketingets Ombudsmand nu af egen drift gå ind i sagen.

Det mener professor i forvaltningsret Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.

- Jeg mener, at det ville være meget relevant, hvis Folketingets Ombudsmand gik ind i sådan en type sag. Fordi der er tale om en væsentlig fejl og om en systemfejl, siger han.

Det var denne besked fra Vurderingsstyrelsen, som boligejere er blevet mødt med.

Har ikke fået hjælp

Også lektor i forvaltningsret Jøren Ullits fra Syddansk Universitet ryster på hovedet over skattevæsnets svar i sagen.

- Det er meget betænkeligt og et kæmpe problem, at man ikke har overblik over, i hvilke af de her sager man har overholdt den partshøring, som man ifølge loven skal overholde.

- Jeg tænker, at det er noget, som ombudsmanden må kigge på, siger Jøren Ullits.

Ifølge ham skal der ifølge loven være en periode, hvor man som boligejer kan blive hørt om sine indvendinger, rettelser og argumenter. Men den ret er de ramte boligejere blev snydt for at gøre brug af, mener han.

- Linket har ikke virket, og så er der faktisk ikke sket den lovpligtige høring.

- Det er ikke i orden. For lovgivningen på området foreskriver, at der skal være en høring. Høringen forudsætter, at du får et virksomt link til at klikke ind på, siger Jøren Ullits.

Har kendt til problem længe

I en mail til DR Nyheder forklarer Vurderingsstyrelsen, at man i flere måneder har kendt til problemet med døde links, fordi frustrerede boligejere har kontaktet styrelsen.

Helt tilbage i juni blev det af samme årsag tilføjet i de fremadrettede beskeder til boligejere, at de også kan logge ind via vurderingsportalen.dk. Men man har endnu ikke skrevet information om fristen på fire uger ind i beskederne.

Alligevel fortæller en række boligejere, som DR Nyheder har talt med, at de er blevet blankt afvist, når de har forsøgt at få genstartet deres sag.

Sådan er reglerne, hvis du er uenig:

  • I deklarationsperioden (fire uger fra første besked i e-boks): Du skal bevise, at styrelsens vurdering er mindst fem procent forkert.

  • Hvis din bolig eksempelvis er vurderet til en million kroner, skal de fundne fejl eller andre oplysninger altså som minimum udgøre værdier, der kan flytte værdien af hele den nye vurdering ned med mindst 50.000 kroner.

  • I klageperioden (tre måneder fra besked om klageadgang): Du skal bevise, at styrelsens vurdering er mindst 20 procent forkert.

  • Tager vi igen udgangspunkt i en bolig til en million kroner, så er det altså nu som minimum 200.000 kroner, du skal kunne flytte værdien af den nye vurdering ned ved at klage. Ellers afvises sagen.

Vurderingsstyrelsen mener nemlig, at den del af processen er overstået, og at boligejere nu må betale 1.100 kroner for at klage. Men den går ikke, mener Jøren Ullits.

- Det er ikke et sagligt hensyn, når man som myndighed siger, vi har indrettet os på en måde, som er så besværlig, at fordi vi ikke har foretaget den her høring, som vi skulle, så kan vi ikke gøre det.

- Det er et væsentligt svigt i den her proces, siger han.

Professor Sten Bønsing mener heller ikke, at styrelsens svar, om at boligejerne i stedet bare må klage, giver nogen mening. Det er nemlig langt sværere at komme igennem med rettelser til den nye ejendomsvurdering i en klage.

I en klage skal man finde langt større fejl og mangler end i de fire uger, som de klemte boligejere har misset, forklarer han.

- Det jo så endnu mere alvorligt, da der er nogle begrænsninger på klagemulighederne. Man har nogle særlige muligheder i i høringsfasen. Derfor er det voldsomt væsentligt, at der er styr på det her, siger han.

Minister vil have overblik

Længe inden at de første nye ejendomsvurderinger blev sendt ud, lavede Folketingets Ombudsmand på eget initiativ en undersøgelse af de nye ejendomsvurderinger.

Dengang var der ikke grund til bekymring, mente ombudsmanden.

I de første sager sendte Vurderingsstyrelsen nemlig både vurdering og deklaration direkte til boligejernes e-boks.

Men i foråret er styrelsen gået over til en ren digital løsning, så ejere af omkring 94.000 boliger kun har fået et link og en kort besked, hvor der ikke står noget om tidsfristen på fire uger.

Det er her problemet med dårlige links er opstået.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) vil nu have et overblik over, hvor mange boligejere der er blevet klemt af fejl i det nye system.

Skatteministeren lover også, at de ramte boligejere vil få hjælp, hvis de igen henvender sig til Vurderingsstyrelsen.

- Jeg har sat dem (Vurderingsstyrelsen, red.) på den opgave at få overblik over omfanget af den her fejl og selvfølgelig også tage hånd om de borgere, som uforvarende er kommet i klemme.

Hvorfor bliver der ved med at være problemer med de her ejendomsvurderinger?

- Det er et godt spørgsmål. Der er et kæmpestort it-system, som faktisk følger den udvikling, vi har vedtaget og har lagt i Folketinget sammen. Men med sådan nogle store it-systemer kan der ske fejl undervejs. Ligesom det er sket her. Og så må man sørge for at rette op på dem. Det skal selvfølgelig ikke komme borgerne til last.

Hvad skal man som borger stille op, hvis man oplever de her fejl?

- I forhold til det konkrete med de oplysninger, som ligger til grund for de ejendomsvurdering, der kommer senere hen, så er de (Vurderingsstyrelsen, red.) ved at udbore omfanget af det. Hvis man opdager, at man faktisk gerne ville have været inde og rette i de data, så er vi i gang med at kigge på, hvad man så gør. Men selvfølgelig skal borgerne ikke lægges til last, siger skatteminister Jeppe Bruus.