Skibet er ladet med julegaver: Corona og karambolage med kraner udfordrer tidsplanen

Containerskibet Mette Mærsk har kurs mod Aarhus med lasten fuld af potentielle julegaver, men kæmper med at holde tidsplanen.

(© DR Grafik/Morten Fogde Christensen)

Det gode skib Mette Mærsk trives i sin egen lille boble. En lille social boble - og ikke mindst coronafri boble.

For mens coronasmitten stiger blandt os landkrabber, så har de deres helt eget lille samfund på det gigantiske containerskib, der med Aarhus havn som slutdestinatio netop har forladt Tanjung Pelepas i Malaysia og er på vej mod den berømte og berygtede Suez-kanal.

Men selvom de ikke bøvler med corona ombord, så volder virusset stadig problemer for besætningen.

- I Kina tager de corona ekstremt seriøst. I Ningbo, hvor vi lige er kommet fra, er reglerne, at mine besætningsmedlemmer ikke må gå uden for bygningen på skibet, mens vi ligger langs havn, fortæller Thomas Sletting Hvilborg, der er kaptajn på containerskibet Mette Mærsk.

Det betyder, at besætningen ikke engang må gå på dækket for at trække luft eller udføre sit arbejde uden en tilladelse fra havnemyndighederne. Og i flere havne er man underbemandede på grund af coronasmitte i landet.

Så når hundredvis af skibe skal til kaj, og alle gerne vil i kontakt med havnen, så skaber det en flaskehals ved telefonerne.

- Vi vil gerne ud og tjekke, om vores last er i orden, og om tingene bliver lastet korrekt og kommer ombord i hel tilstand. Så det er ekstremt vanskeligt. Men det er det ofte at være sømand. Vi spiller altid på udebane, og vi bliver nødt til at spille med de regler, vi bliver stillet for.

Og den slags enormt forsigtige corona-håndtering er kaptajnen bange for ikke kun er midlertidig.

- Jeg synes, der er en tendens til nu - især hos Kina - at man faktisk godt kan nægte stort set al landlov og ”crew change” (udskiftning af besætning, red.) for besætningsmedlemmerne. Så det kan jeg da godt være bekymret for, at det bliver sådan i større udstrækning fremtiden. At der bliver meget restriktive regler for os, siger kaptajn Hvilborg.

Så den genåbning, vi har oplevet i Danmark, den har besætningen på Mette Mærsk ikke rigtig mærket til endnu.

- På den rundtur, vi har, er det eneste sted, vi kan komme i land, Sverige. Danmark er også lukket, fordi Danmark er stigende med coronatal i øjeblikket, fortæller kaptajnen.

Danskere kan selvfølgelig godt gå i land, når de kommer hjem og skal afmønstre. Men de internationale besætningsmedlemmer kan ikke, fordi de i så fald ikke kan komme hjem, når de afmønstrer i andre lande.

Nyresten og dårlige tænder

Så selvom det kan være noget bøvl at komme på land, så har de til gengæld levet i deres eget lille samfund, når de er på havene. Og der har Kaptajn Hvilborg selv mange forskellige kasketter på.

Han var blandt andet en slags valgtilforordnet, da der skulle brevstemmes til kommunalvalget. Og så kan han også agere læge - eller rettere sygdomsbehandler.

- Jeg har faktisk en overstyrmand, der ligger med en forstuvet fod i øjeblikket. Han var oppe at slås med løbebåndet nede i vores motionsrum, fortæller Thomas Sletting Hvilborg.

- Jeg har sågar kollegaer, der har haft én ombord med nyresten, som de simpelthen ikke kunne få lov at sende i land, da det var værst med coronaen.

Nyrestenen blev behandlet, så godt de kunne ombord, inden den sygdomsramte sømand kunne sendes i land i Kina til rigtig sygdomsbehandling.

Den vildeste "lægeberetning" er dog fra en kaptajn, der måtte trække en tand ud på et besætningsmedlem. Så vidt er det ikke gået for kaptajn Hvilborg. Men han har styr på, hvad der skal gøres, hvis han havner i en lignende situation.

- Vi har en medicinkiste ombord med mange spændende medikamenter i. Hvis det er noget, der er mere alvorligt, så kan vi selvfølgelig ringe direkte til lægerne via ’radio medican’ (hotline til læger i Esbjerg, red.) og behandle folk den vej. Så man kan sige, vi er lægens øjne og ører ombord.

Knækkede kraner på kajen i Malaysia

Men det er langt fra kun corona og anden sygdom, der spænder ben for tidsplanen. Den har heller ikke ligefrem arbejdet med Mette Mærsk og kaptajn Hvilborg den seneste tid.

Mette Mærsks tidsplan og rute er nemlig ikke bare afhængig af vind, vejr og trafik på havene. Containerskibet er et tandhjul i en gigantisk shippingmaskine.

  • Der røg ikke grus i maskineriet men et net i maskineriet tidligere på Mette Mærsks rute. Nettet havde sat sig fast i ror og skrue. Så besætningen forsøgte at trække så meget net på dæk gennem deres fortøjningsspil, som ses på billedet. Men de kunne ikke få det hele med. (Foto: Matias Galatius Hansen)
  • Den sidste del af nettet fik de fjernet af dykkere, da de lå til kaj i Xingang i Kina, så de igen kunne sejle på fuld kraft. (Foto: Matias Galatius Hansen)
1 / 2

Skibet er eksempelvis først lige sejlet fra Tanjung Pelepas i Malaysia. Planen var ellers, at det skulle være sket onsdag. Men Mette Mærsk skullle have last med fra et skib, der ikke var nået i havn til tiden, og måtte vente på dem.

Ikke nok med det, så var havnen i Tanjung Pelepas samtidigt ramt af sort uheld, da et mindre fragtskib - en såkaldt coaster - var sejlet ind i en af kranerne, så den blev sat ud af drift.

- Heldigvis er det jo en lille en, der har skubbet til den. Hvis det havde været et stort skib, der havde skubbet til sådan en kran, så var den knækket og havde ligget som krøllet stål inde på kajen, forklarer kaptajn Thomas Sletting Hvilborg.

- Sådan nogle kraner er jo lige så høje som pylonerne på lillebæltsbroen - sådan cirka – og ligner nærmest en giraf. Så hvis de får en påvirkning i den forkerte retning, så krøller de helt sammen. Og det tager jo to år eller sådan noget at få en ny kran. Så en måned det er egentlig billigt sluppen.

Så "læsse-losse-tempoet" var sat væsentligt ned. Og det gør, at de oprindelige planer om at sejle gennem Suez kanalen den 23. november ikke kan lade sig gøre. Nu er planen at sejle ind i kanalen den 28. november.

- Vi er fem dage forsinkede. Det er der, hvor jeg må erkende nu, at Rotterdam ikke bliver den 5. december, som vi havde regnet med. Vi kommer først en dag senere til Rotterdam. Og den skal have alt, hvad den kan trække, op til Europa.

  • (Foto: Andreas Gludsted)
  • (Foto: Andreas Gludsted)
  • (Foto: Andreas Gludsted)
  • (Foto: Andreas Gludsted)
  • (Foto: Andreas Gludsted)
  • (Foto: Andreas Gludsted)
  • (Foto: Andreas Gludsted)
1 / 7

Det betyder fuld kraft frem for at indhente den tabte transporttid. Og det har den garvede kaptajn et par fif til. Men det betyder også et højere brændstofforbrug. Det er han til gengæld ikke glad for.

- Der er ikke noget i denne verden, der er gratis. Og ligesom med bilen så er det, at de sidste 10 kilometer i timen fra 120 til 130, de koster nok lige så meget som kilometerne op til de høje hastigheder, og det samme gælder her. At jo hurtigere vi sejler, jo voldsommere bliver vores forbrug også, forklarer kaptajn Hvilborg.

Så slutspurten sættes altså ind på den anden side af Suez. For den 15. december skal Mette Mærsk gerne lægge til havn i Aarhus, så varerne ombord kan nå ud i julehandlen. Så bare få dages forsinkelse rykker datoen faretruende tæt på juleaften.

Men... der er lagt lidt elastik ind i den oprindelige plan. Så kaptajn Thomas Sletting Hvilborg er stadig ved godt mod.

- Med mindre der er flere kraner, der brækker ned eller et eller andet, så skulle det nok kunne lade sig gøre.

FacebookTwitter