Skibet er ladet med julegaver: Corona- og vejrforsinkelser har sat permanente spor i tidsplanen

Det kan blive nødvendigt at lave en smule om på planerne for at ankomme i Göteborg og Aarhus til tiden, efter coronaforsinkelser og kraftig blæst har forsinket Mette Mærsk.

(© DR Grafik/Morten Fogde Christensen)

Mette Mærsk var allerede forsinket, da David A. Gudmundsson overtog roret og kaptajnhatten i Suez-kanalen, og corona har en god del af skylden.

Nu er skibet blevet yderligere forsinket. Denne gang af hårdt vejr.

- Vi fik noget mere vind både på Middelhavet, og da vi sejlede over Biscayen, så det fik sat os lidt bagud. Da vi kom til Den Engelske Kanal, ramte vi også strømmen i den forkerte ende i Doverstrædet og havde modstrøm i en 12 timers tid, så det har alt i alt sat os tilbage med seks timer, siger David A. Gudmundsson.

Han er kaptajn på det 400 meter lange containerskib Mette Mærsk, som Følg Pengene har fulgt på vejen mod Danmark siden den 27. oktober, hvor skibet lå i Kina.

Skibet har lasten fuld af varer til julehandlen. Mette Mærsk sejler med hele 17.599 20 fods containere fyldt med varer, hvoraf mange skal ende under juletræerne.

Ventetid i Rotterdam med hård bagkant

Da Følg Pengene taler med kaptajnen, ligger Mette Mærsk i Rotterdam, hvor skibet til trods for seks timers forsinkelse ankom i god behold.

I Rotterdam skal der læsses containere af – eller losses, som det hedder – før Mette Mærsk kan sejle videre mod Bremerhaven, Göteborg og til sidst Aarhus.

Og det er ikke noget, der bare lige klares på et par timer, for det drejer sig om cirka 5.500 containere.

- Det tager jo sin tid. Der er mange containere, der skal losses her. Selvom der er mange kraner, så kan det ikke gå hurtigere. Så vidt jeg kan se, går det rimelig godt, men terminalen er helt fyldt op, siger David A. Gudmundsson.

Så uanset, hvor meget besætningen gerne vil sejle videre for at overholde tidsplanen, er der ikke andet at gøre end at vente.

Ud over at losse, skal Mette Mærsk bruge 10.000 ton olie til turen, som også skal på i Rotterdam.

- Det er ikke noget, vi kan styre fra skibets side. Det bliver styret fra land, siger han.

Det kan dog vise sig muligt at vinde nogle timer hjem alligevel.

David A. Gudmundsson har nemlig fået en opdatering fra havnen, om at det kan blive muligt at sejle lidt tidligere fra Rotterdam end klokken otte, som det oprindeligt var planen.

- Det begynder nemlig at blæse kraftigt op mellem 6 og 14 i morgen, og hvis ikke vi når ud, inden det begynder at blæse op – altså over 17 sekundmeter – så må vi ikke sejle, for så må skibe af vores størrelse ikke bevæge sig rundt i havnen. Og så bliver vi lidt forsinket.

Måske skal Bremerhaven vente på varer

På turen mod de nordiske farvande skal Mette Mærsk stoppe i Bremerhaven, men det kan vise sig at blive et meget kort visit. For de kommende stop er tidsplanen nemlig lagt fast.

- Vi skal være i Göteborg den 13. december om morgenen, og det er støbt i beton, så vi er nødt til at være der til tiden.

Kan I så nå at få alle varerne af i Bremerhaven?

- Hvis ikke vi når det første gang, så når vi det anden gang. Når vi har været i Aarhus skal vi til Bremerhaven igen og laste op, og så starter det hele igen. Så hedder det Bremerhaven, Wilhelmshaven, og så er det farvel Europa, siger David. A. Gudmundsson.

På onsdag den 15. december, når Følg Pengene snakker med David A. Gudmundsson igen, ligger Mette Mærsk efter planen i Aarhus.

Er det en garanti, der ligesom Göteborg er støbt i beton?

- Det er også støbt i beton, ja. Og I skal være velkommen ombord, hvis I har lyst.

FacebookTwitter