Skybrud giver penge og job til Danmark

Sommerens skybrud giver milliarder af udenlandsk valuta til Danmark. Samtidig har skybruddet været eminent til at sætte gang i beskæftigelsen.

Istedgade lige efter skybruddet i København d. 2. juli 2011 (Foto: Helle Bang © DR Brugerbillede)

Der regnede meget mere end vand, da et skybrud væltede ned over særligt hovedstadsområdet 2. juli i år.

Omkring fire milliarder kroner i udenlandsk valuta tilflyder Danmark på grund af sommerens oversvømmelser. Et beløb, der svarer til Danmarks årlige eksportindtægter fra Portugal eller Mexico. Det skriver Politiken.

Pengene kommer fra udenlanske genforsikringskoncerner, for ligesom fru Jensens kælderskader dækkes af af en dansk forsikring, er de fleste danske forsikringsselskaber dækket af globale genforsikringskoncerner ved store enkeltstående skader.

90 procent kommer fra udlandet

Forsikringsmæglergiganten Aon Benfield har opjusteret regningen for skybruddet til fem milliarder kroner, og omkring fire milliarder af de kroner dækkes af globale genforsikringsselskaber, og det er dem, der ryger ind i landet som udenlandsk valuta.

Tryg og brancheforeningen Forsikring & Pension nikker til tallet:

- Det heldige ved skybruddet er, at det var én stor begivenhed. Det er genforsikringsselskabernes mareridt, for så bliver det dyrt for dem, siger Torben Garne, underdirektør i Forsikring & Pension, til Politiken.

Skydbrud godt for dansk økonomi

Efter decemberstormen i 1999 gjorde milliarderne fra global genforsikring også et udslag på betalingsbalancen.

- Denne håndfuld milliarder har en positiv effekt for dansk økonomi. Vi får udenlandsk valuta og en højere beskæftigelse. I hovedstadsområdet har jeg svært ved at forestille mig andre lige så gode beskæftigelseseffekter, siger Torben Garne til Politiken.

Særligt byggebranchen nyder fortsat godt af skybruddet. Dansk Byggeri glæder sig da også over den opjusterede regning på fem milliarder kroner. 43 procent vil tilfalde branchen, vurderer seniorøkonom Finn Bo Frandsen - og det svarer til 3600 fuldtidsbeskæftigede.

Flere arbejdspladser

Finn Østrup, professor i finansiering ved CBS, siger, at det gør en forskel for vækst og beskæftigelse, at selskaberne ikke selv skal punge ud for danmarkshistoriens næststørste forsikringsbegivenhed.

- Fire milliarder er et pænt beløb, i kraft af at det er udenlandsk valuta. Dermed kan der blive skabt endnu flere arbejdspladser, end hvis de danske forsikringsselskaber skulle dække tabet alene, fordi vi så kan importere mere og få større frihed i den økonomiske politik, siger han.

Facebook
Twitter