Slagterifyringer: Der er for få svin på Sjælland

For at holde slagteriet i Ringsted i gang har Danish Crown kørt 100 læs grise over broen om ugen. Det er slut nu. Slagteriet skrumper en tredjedel.

Danish Crown tilpasser kapaciteten af slagteriet i Ringsted og fyrer 280 medarbejdere. Dermed falder produktionen til omkring 30.000 svin om ugen. (Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

Der er simpelthen for få svin på Sjælland. Det er hovedårsagen til, at Danish Crown i dag, fredag, har meldt ud, at slagteriet i Ringsted skrumper en tredjedel, og 280 ansatte bliver afskediget.

- Der er ingen tvivl om, at det er et kæmpe chok at få sådan en besked en fredag op til weekenden. Man har godt vidst, at der skulle ske noget på et eller andet tidspunkt. Man har bare ikke vidst, hvor eller hvornår det skete, fortæller tillidsmand på Danish Crown i Ringsted, Torben Lyngsø.

For at opretholde produktion med tæt på 50.000 svin om ugen har Danish Crown været nødt til at køre 100 læs grise over broen om ugen. Og det gik bare ikke i det lange løb, fortæller produktionsleder hos Danish Crown, Søren Eriksen.

Ingen nye job til fyrede ansatte

I alt har Danish Crown kørt en million svin over broen til Sjælland om året.

- Det er meget enkelt, for vi har ikke grisene til rådighed. Vi kan konstatere, at produktionen i Danmark er reduceret, og den er reduceret over en længere periode. Det er særligt udtalt på Sjælland og på Lolland Falster, og derfor kommer reaktionen herovre, fortæller Søren Eriksen og afviser, at der kan findes pladser til de afskedigede i Jylland.

- Det er desværre sådan, at vi har overkapacitet lige nu. Og når vi ser hen på det tidspunkt, hvor vi effektuerer de afskedigelser i Ringsted, så vil vi uden videre kunne tage de grise, som køres til Ringsted. Der er ikke umiddelbart tale om at ansætte nye medarbejdere på vores slagterier i Jylland.

Ånden i Ringsted

Men Danish Crown har iværksat en socialplan med jobbank-penge til uddannelse, som skal hjælpe de fyrede medarbejdere videre, fortæller han videre til DR.

Tillidsmand Torben Lyngsø fortæller, at medarbejderne har været gode til at modtage den hårde besked. Man har godt vidst, noget var på vej, fordi slagtesvinsproduktionen på Sjælland de seneste to år bare er faldet og faldet:

- Mine kolleger tog det faktisk rigtigt pænt hernede. De har fået et chok. Men de er taget på arbejde igen. Det, vi har ry for i Ringsted, er, at vi opfører os ordentligt og har en god arbejdsplads, og det skal vi fortsætte med, siger Torben Lyngsø.

Facebook
Twitter