Slik sælges stadig i store spande

Selvom landets supermarkeder i 2007 lovede at begrænse udviklingen i størrelsen på slikpakker, er butikkerne stadig fulde af slik i spandevis. Butikkerne siger, at de kun har lovet at spandene ikke bliver større.

Butikkerne mener, at det de lovede i 2007 var at poser og spande med slik ikke måtte blive større, ikke at de skulle blive mindre.

Var det noget med en 2,4 kilo tung spand slik? Måske en kasse med et kilo guldkarameller? Eller en bøtte med 1,175 kilo blandet guf?

Danske supermarkeder er fyldt med slik i gigantiske pakker, viser Politikens rundtur til ti dagligvarebutikker.

I ni ud af 10 butikker er der pakninger med mindst 300 gram slik, og syv ud af 10 steder er der poser og bøtter med halve eller hele kilo, skriver Politiken.

Alvorligt samfundsproblemHylderne bugner af de store pakker til trods for at landets supermarkeder i 2007 lovede daværende forbrugerminister Carina Christensen, at de ville begrænse udviklingen i størrelsen på pakkerne, der efter politikeres og eksperters mening allerede dengang var løbet løbsk.

I en såkaldt 13-punkts plan mod fedme anerkendte en samlet dagligvarehandel overvægt som et alvorligt samfundsproblem og lovede at bekæmpe fedme.

Direktør i Forbrugerrådet Rasmus Kjeldahl er skuffet over butikkerne.

- Det virker desværre, som om de har glemt deres løfte, siger han til Politiken.

Lille faldSelv om danskernes forbrug af slik er faldet en smule de senere år, fylder især børnene sig stadig med alt for meget slik, understreger kostvaneforsker Sisse Fagt fra DTU Fødevareinstituttet.

Tre ud af fire børn overskrider myndighedernes anbefalinger, siger kostvaneforskeren, der vurderer, at de store pakker spiller en central rolle i den sammenhæng.

- International forskning viser, at tilbud og store pakker får folk til at købe større portioner til lager. Og når du har købt det, så spiser du det, fordi det er nemt tilgængeligt i hjemmet, siger Sisse Fagt til Politiken.

Slikproducenterne Haribo og Malaco afviser, at det er butikkernes plan, som har fået sliksalget til at dale lidt og peger i stedet på højere afgifter som forklaring.

- Forskellige butikker melder fra tid til anden ud, at de for eksempel vil fjerne slikket fra kasserne, men det varer aldrig ved. Butikkerne er godt klar over, at de skal tænke i økonomien, siger marketingchef Kristian Kohn fra Leaf Danmark, som står bag Malaco, til Politiken.

Har kun lovet ikke at sælge større pakkerHos Dansk Supermarked, som står bag Netto og Føtex, afviser man, at kædens deltagelse i fedmeplanen forhindrer den i at sælge kilotunge spande med slik, så længe pakkerne ikke er større end i 2007:

- Jeg tror ikke, at 13-punkts planen overhovedet har haft indflydelse på vores salg af slik, siger indkøbsdirektør Morten Petersen til Politiken.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Hvad mener du? Er det butikernes ansvar at få folk til at købe mindre slik?

Facebook
Twitter