Slikfusk: Korsør-brødre får fængselsstraf for millionsvindel

To brødre fra Korsør skal fem år i fængsel for omfattende slikfusk på Vestsjælland.

Skat har drejet nøglen om på endnu en stor slikgrossist på Vestsjælland og sendt bagmændene i fængsel.

I en stor sag om svindel med slik, moms og sort arbejde for 46 millioner kroner er to brødre fra Korsør dømt skyldige i salg af tonsvis af ulovligt slik i Korsør og Slagelse.

- Retten har fundet den ældste bror skyldig i at have importeret slik ulovligt i fire ud af seks selskaber, som han var tiltalt for, og den yngste bror er dømt for at have foretaget ulovlig import i et af selskaberne og for unddragelser, som foregik i et vikarbureau, siger anklager fra Sydsjællands Politi Søren Martin Jensen.

- Den ældste er dømt for unddragelse for 25 millioner kroner, og den yngste er dømt for unddragelse for samlet 14 millioner kroner, fortsætter han.

De to brødre er samlet blevet idømt fem års fængsel.

Kontrol opdagede lager

Slikfusk er blevet en populær måde for kriminelle at snyde systemet og tjene en hurtig skilling. Derfor har Skat siden 2015 skruet markant op for indsatsen mod slikfusk.

Og det var netop den lokale kontrol, der opdagede et hemmeligt lager i Korsør.

- Den lokale kontrol opdager, at der er et lager i Korsør, hvor der er 49 ton slik. Og den virksomhed, som det her slik skulle tilhøre, har slet ikke registreret alt det her slik, men kun syv ton. Så udviklede det sig derfra med ransagninger på forskellige lokaliteter, hvor de fandt en hel masse fakturaer.

- Man kontaktede de svenske selskaber, som kunne fortælle, hvem man rent faktisk handlede med, og alt kunne relateres direkte til de her brødre, siger Søren Martin Jensen.

Svindlen er foregået efter en simpel opskrift: De to brødre har undladt at fortælle myndighederne om de store partier slik, de hentede hjem fra Sverige. Dermed undgik de at betale moms og afgifter.

- Det er sådan, at når man importerer slik, skal der betales chokoladeafgift og slikafgift. Det er noget af det, man angiver direkte til Skat, hvor meget slik man har købt. Men når man vælger at skrive nul i de felter, og hele tiden angiver for lidt, så løber det op, når regningen skal gøres op på et tidspunkt, siger Søren Martin Jensen.

Produkterne fra det ulovlige lager i Korsør er blandt andet solgt hos Slagelse-butikkerne Down Town, Slik Amok, Slikparadiset, Slikken og Candy Shop.

Også fængselsstraf i januar

Det er anden gang i år, at der falder dom i en stor sag om slikfusk ved Retten i Næstved.

I januar blev en 45-årig mand kendt skyldig i svindel med slik for 37 millioner kroner. Manden skal fem år i fængsel og betale en bøde på 25 millioner kroner.

- Retten har igen udmålt nogle betydelige straffe og betydelige tillægsbøder. Det er et ganske udmærket signal om, at man kan forvente fængselsstraf i flere år og har et bødekrav hængende over hovedet i den tocifrede millionklasse, siger Søren Martin Jensen.