Slut med direktionskantinen: Danske Banks chefer skal spise med medarbejderne

En lang tradition for cheffrokoster slutter nu i Danske Bank. I fremtiden må cheferne gå den tunge gang ned i medarbejderkantinen ligesom alle andre.

Direktionen i Danske Bank må i fremtiden indstille sig på at spise sammen med medarbejderne. Bankens nye direktør har valgt at droppe den særlige direktionskantine.

En lang tradition for uforstyrrede frokoster langt væk fra de ansattes nysgerrige blikke slutter nu i Danske Bank.

Den nyudnævnte administrerende direktør, Thomas F. Borgen, har besluttet at nedlægge direktionskantinen, skriver Dagbladet Børsen.

I årevis har bankens direktion ellers haft muligheden for at spise en hel fast frokostmenu bestående af to stykker dansk højt belagt smørrebrød.

Fremover må bankens direktion tage turen til en af bankens tre medarbejderkantiner, der er i bankens hovedsæde på Holmens Kanal i København.

Passer ikke ind i fremtidens Danske Bank

Hvorvidt der er tale om et norsk opgør med dansk smørrebrød, fordi bankens nye direktør er nordmand, eller om det er et signal om mere imødekommenhed i bankens topledelse, er det umiddelbart ikke muligt at få svar på.

Ifølge Børsen vil Thomas F. Borgen give sine første interviews til pressen i begyndelsen af oktober.

Danske Bank har ikke ønsket at kommentere beslutningen til dr.dk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk