Slut med hjemmearbejde: Nu kan 600.000 danskere snart komme tilbage

Fra 1. august skal alle have mulighed for at komme fysisk tilbage på arbejdspladsen, lyder det i aftale.

Fra på fredag kan de 20 procent af de hjemmearbejdende vende tilbage til fysisk fremmøde, lyder det i aftale. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Du er lige stået op, og søvndrukken går du de få skridt ind i din stue.

Og vupti så er du på arbejde.

Det har været virkeligheden for rigtig mange danskere de seneste 14 måneder, hvor coronakrisen har ført til meget skarpe anbefalinger om at arbejde så meget hjemme som muligt.

Lige nu sidder 600.000 lønmodtagere ifølge Finansministeriets egne tal stadig lænket til deres eget stuebord og er tvunget til lange teams-møder, når de er på arbejde. Det svarer til én ud af fem af alle danskere i arbejde.

Men nu blafrer der nye vinde for dé hjemmearbejdende, der ikke kan vente med at komme tilbage til kolleger og kantineordning.

I nat blev alle Folketingets partier - undtaget Nye Borgerlige - enige om en yderligere genåbning af Danmark, hvor problematikken omkring hjemmearbejde nu bliver adresseret.

Det betyder konkret, at man allerede fra på fredag åbner for, at hver femte hjemmearbejdende kan vende tilbage på arbejdspladsen. Herefter åbner man gradvist mere op.

Når alle over 50 år er blevet tilbudt en vaccine - som det står nu bliver det i midten af juni - så kan de hjemmearbejdende komme tilbage på halv tid.

Og fra 1. august må alle så vende tilbage, lyder det i den politiske aftale.

- Det var meget vigtigt for os, at der kom en ordentlig plan for tilbagevenden til lidt mere normalt arbejde, så man ikke skal sidde derhjemme, særligt som offentligt ansat, hvilket mange har gjort i nærmest et helt år.

- De kan nu se frem til allerede fra fredag at komme tilbage på arbejdspladsen delvist. Det tror jeg, mange er rigtigt glade for, sagde Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, i nat, da aftalen blev præsenteret.

Lønmodtagere følte sig glemt

En plan for, hvad der skal se med de mange hjemmearbejdende har længe været et ønske fra store dele af arbejdsmarkedet.

Det fik fagforeningen Djøf til at komme med et opråb for få uger siden, hvor man i åbent brev til tre af regeringens ministre efterlyste en klar plan for, hvornår lønmodtagerne kunne komme tilbage.

- Lige nu har vi haft en fornemmelse af, at vi var ved at blive glemt og ikke rigtig kunne se os selv i nogen af faserne i genåbningsplanen, sagde Hanne Fugl Eskjær, der er formand for Offentlige Chefer i Djøf.

Derfor er der glæde oven på nattens udmelding, fortæller Sara Vergo, der er formand for Djøf Offentlig.

- Vi er utrolig glade, for det er noget, vi har presset på for længe, siger hun og fortæller, at hjemmearbejdet har haft konsekvenser for mange.

- Vi har spurgt vores medlemmer, og omkring halvdelen siger, at de begynder at mistrives og mister motivationen af at være hjemme hele tiden, siger Sara Vergo fra Djøf Offentlig.

SSI bakker op om tilbagevenden

Ifølge Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi, så vil en tilbagevendingen unægteligt betyde en stigning i coronasmitten.

- Vi ved, at arbejdspladsen er et af de steder, hvor man bliver smittet, siger han og fortæller, at det er meget svært at sige præcis, hvor stor smittestigningen bliver.

- Det afhænger af, hvor hurtigt indfasningen kommer til at foregå, og hvor hurtigt vi får vaccineret.

Lempelsen af hjemmearbejde er dog sket med de danske sundhedsmyndigheders velsignelse.

- Statens Serum Institut vurderer med baggrund i den nuværende udvikling i smitteforekomst og indlæggelsestal samt den fortsatte udrulning af vaccinationer til borgere, at planen for gradvis normalisering af fremmøde på arbejdsplads er sundhedsmæssig forsvarlig, skriver de i en vurdering, der i går blev oversendt til Folketingets partiledere forud for forhandlingerne.

Seruminstituttet kommer dog også med en løftet pegefinger.

- For at modvirke risiko for smitte ved tilbagevenden til arbejdsplads vil regelmæssig testning (fx mindst en gang per uge) kunne bidrage. Fremmøde i rotation eller på forskudte tidspunkter kan ligeledes modvirke risiko for smitte, skriver de og bemærker, at man fortsat skal overholde arealkrav og holde generel afstand.

Selv om alle danskere fra 1. august kan komme tilbage, så er det forventningen, at flere medarbejdere og arbejdspladser ønsker at gøre mere brug af hjemmearbejde sammenlignet med før pandemien, lyder det i den politiske aftale.

I forhold til statslige arbejdspladser er der i øjeblikket et analysearbejde i gang om brugen af hjemmearbejdspladser efter coronapandemien.

Det bliver ikke nærmere uddybet i aftaleteksten, hvad dette arbejde skal udmønte i.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk