Som første dagligvarekæde i Danmark udfaser Lidl nu plastikindkøbsposer fra alle butikker det kommende år.
I stedet skal der såkaldt FSC-certificerede papirposer på hylderne under kassebåndet, og kæden fortsætter med at sælge en mulepose i økologisk bomuld til 20 kroner.
Lidl forventer, at tiltaget sparer verden for over 10 millioner plastikindkøbsposer med en samlet vægt på ca. 300 tons.
Der har de seneste år været fokus på plastik i naturen og i verdenshavene, hvilket med jævne mellemrum har fået debatten om plastikposer til at dukke frem.
Ifølge plastikvirksomhederne brancheorganisation i Danmark, Plastindustrien, forurener papirposer dog mere end plastikpose, fordi fremstilling af papir kræver kemikalier og skaber store mængder spildevand og affald.
Desuden bruger mange en plastikpose flere gange, mens papirposen er mindre holdbar.
- Det er klart, at papirposer også har et miljøaftryk, når de produceres, men vores alternativ er så til gengæld nedbrydeligt i naturen, og det er det, vi fokuserer på, siger Tina Kaysen, CSR-ansvarlig i Lidl, til Berlingske.
/DR Nyheder/