Små pensioner skrumper ind til 0 kr.

Hvis du har en pensionsopsparing på under 30.000 kroner, som du ikke længere betaler til, så er der stor risiko for, at pengene forsvinder.

Måske er der ikke så sparet så meget op til den tredje alder, som du troede. Små opsparinger kan være en dyr forretning. (© colourbox)

Har du haft mange forskellige job, så har du måske også flere forskellige små pensionsopsparinger. Mange af os får nemlig automatisk en ny pensionskasse, når vi skifter arbejde.

Og det kan være en rigtig dyr forretning. For særligt beløb under 30.000 kroner risikerer at smuldre op, inden vi når pensionsalderen, fordi de årlige omkostninger ofte er højere end renterne, siger Carsten Holdum, cheføkonom i Forbrugerrådet

- Hvis man har en pension på under 30.000 kroner, der bare står død hen, så vil man ofte opleve, at pengene simpelthen bliver spist op, og aldrig nogensinde når pensionsalderen, siger han til DR Nyheder.

De 30.000 kroner er dog et groft skøn, fordi der er forskel på omkostninger og renter i pensionsselskaberne.

20 milliarder i små depoter

Beregninger fra Forsikring og Pension viser, at vi samlet set har 20 milliarder kroner stående i små pensionsdepoter på mindre end 50.000 kroner. Og særligt depoterne under 30.000 risikerer altså at skrumpe ind til ingenting, fordi de årlige omkostninger overstiger renterne.

Alligevel får mange ikke samlet pensionerne - enten fordi de ikke er klar over, at de har pensionsopsparinger, eller fordi de ikke ved, hvor dyre de er.

Derfor foreslår socialdemokraterne nu, at vi skal informeres og have et tilbud om at flytte pengene, når vi holder op med at indbetale til en pensionskasse, siger socialdemokraternes erhvervsordfører, Orla Hav

- Forslaget går simpelthen ud på, at oplyse folk om, at nu forlader du et job, hvor du har en lille pensionsopsparing. Den opsparing vil vi gerne tilbyde dig at overføre til ATP, som stort set alle er dækket ind af, siger han til DR Nyheder.

Uenighed i pensionsbranchen

Internt i pensionsbranchen har debatten om de små pensionsdepoter flere gange været rejst, men skudt ned på grund af uenigheder.

Brancheorganisationen Forsikring og Pension har ikke officielt nogen holdning til sagen. Men både selskaberne Danica Pension og Pension Danmark har meldt ud, at de foreslår en model, hvor de små pensioner bliver samlet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk