Små virksomheder rammes af dårlige betalere

Mange mindre erhvervsdrivende kæmper med at få kunder til at betale deres regninger til tiden, og lang ventetid hos fogedretten hjælper ikke.

Mange mindre erhvervsdrivende kæmper med at få kunder til at betale deres regninger til tiden, og lang ventetid hos fogedretten hjælper ikke. (Foto: © DR)

Mange håndværkere og andre mindre erhvervsdrivende kæmper med at få kunder til at betale deres regninger til tiden.

Gældskrise og økonomisk afmatning har nemlig betydet, at flere bliver dårlige betalere, og derfor ikke betaler deres regninger.

Det kender Ib Abildgaard, der har sit eget malerfirma, alt for godt. Han har et udestående på mellem 300.000 og 400.000 kr., og det er mange penge for et lille familieforetagende.

- Det er en trussel. Får vi ikke vores betaling, får vi vanskeligt ved at overholde vores forpligtigelser over for vores egne kreditorer. Banken strammer skruen fordi den ikke forstår vores situation med, at vi har penge til gode, siger han til DR.

Og der er mange i samme situation som Ib Abildgaard, forklarer chefkonsulent i Håndværksrådet Jeppe Rosenmejer.

- Vi får flere og flere henvendelser omkring folk der enten ikke betaler til tiden eller slet ikke betaler deres regninger, siger han til DR.

- Derfor bliver det mere og mere nødvendigt for virksomhederne at få selv mindre beløb, da der ikke er de store opgaver der venter på at blive lavet.

Lang ventetid hos fogedretten

Ib Abildgaard kører nu flere inkassosager mod kunder, der ikke vil betale. Men det er usandsynligt, at han kommer til at se alle sine penge igen.

Det kan nemlig tage op til et halvt år at få en inkassosag afgjort ved Fogedretten. Det er alt for lang tid, siger formanden for Danske Inkassoadvokater, Karsten Müller.

- Med de ressourcer fogedretterne har, der tager tingene simpelthen for lang tid. Og jo længere tid der går, jo sværere bliver det at få pengene tilbage til kreditorerne, siger han til DR.

- Man vil spare meget tid og mange ressourcer, hvis fogedsagerne hovedsageligt blev behandlet skriftligt, så fogederne online kunne finde oplysninger om skyldnernes aktiver og indtægtsforhold.

Det kunne være en god idé med digital sagsbehandling, siger Socialdemokraternes retsordfører Ole Hækkerup.

- Vi har brug for at få sagsbehandlingstiden ned, så folk kan få deres ret og deres penge.