Snyd med løn ved 7 af 10 tjek på Københavns Kommunes byggepladser

Kontrolgruppe afslører virksomheder i at underbetale deres udenlandske ansatte.

(© dr)

Der er stadig store problemer med lønsnyd på byggepladserne, når Københavns Kommune får opført ny børnehave eller renoveret skoler.

Sidste år fandt kommunens egen kontrolgruppe underbetaling af udenlandske byggearbejdere i syv ud af ti kontroller, hvor de tjekkede mistanker om lønsnyd. Det viser en ny opgørelse fra Københavns Kommune. I alt blev virksomheder taget i at snyde med løn, tillæg eller pension i 219 tilfælde. Det samme omfang som året forinden.

Så i dag er der både kontrol og straf overfor virksomheder, der bygger for kommunen.

- Vi kræver, at medarbejderne bliver efterbetalt den løn, de mangler, og at arbejdsgiveren fremadrettet sætter lønnen op svarende til overenskomsten, forklarer David Salomonsen, chef for udbud og kontrakter i Københavns Kommune.

Grelle sager

Kommunen har også ret til at afbryde kontrakten med entreprenører, der snyder deres udenlandske ansatte.

- I meget grelle tilfælde kan vi give leverandøren en økonomisk straf, eller vi kan bortvise en underentreprenør, siger David Salomonsen.

Mange kommuner landet over har de seneste år indført klausuler i deres kontrakter med entreprenører, så virksomhederne skriver under på at give løn svarende til danske overenskomster. Og flere har også kontrolgrupper som i København.

Også fagforbundet 3F afdækker mange sager om det, de betegner som social dumping. Sidste år slog antallet af sager rekord med 415 tilfælde landet over.

Frank Jensen: Stadig brodne kar

Overborgmester i København Frank Jensen (S) understreger, at kontrollen især er rettet mod de virksomheder, hvor der er mistanke om snyd.

- Vi går målrettet efter de steder, der er noget at komme efter. Og det er der desværre stadig. Vi vil ikke have, at nogen vinder opgaver, fordi de lønner dårligt og ikke overholder aftalerne på det danske arbejdsmarked, siger overborgmesteren.

Men gør I nok, når problemet stadig er så stort?

- Ja, det gør vi, for vi får afsløret, dem der snyder.

Men I finder jo altså stadig problemer i syv ud af ti tilfælde. Hvorfor har I ikke formået at stoppe det her?

- Det er, fordi der bliver ved med at være brodne kar, og de brodne kar bliver fanget i Københavns kommune og sat til at betale.

Er konsekvenserne skrappe nok for virksomhederne, når de tilsyneladende stadig snyder?

- Ja, for de kommer jo til at betale. 1,5 millioner kroner måtte de betale (i 2019, red.) i efterbetaling, til dem som blev udsat for snyd. Og så kan man få bod og blive smidt ud af kontrakterne, siger Frank Jensen.

Artiklen er præciseret, så det er mere tydeligt, at kommunens tjek basseret sig på mistanker om lønsnyd.