Søren Pind lover ændring af regler efter politianmeldelser af forskere

Otte udenlandske forskere er blevet politianmeldt for at bijobbe uden tilladelse. Forskningsministeren mener, at Danmark skal være et åbent land.

Søren Pind mener, at de nuværende regler skader det danske forskningsmiljø. (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Det er ikke i den danske regerings interesse, når udenlandske forskere og professorer bliver politianmeldt af udlændingemyndighederne, fordi de ikke har haft styr på de danske arbejds- og opholdstilladelser.

Derfor må reglerne nu ændres, siger forskningsminister Søren Pind (V).

Udlændingeloven

Forskerne bryder med paragraf 13 i udlændingeloven:

§ 13. Udlændinge skal have arbejdstilladelse for at tage lønnet eller ulønnet beskæftigelse, for at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed eller for mod eller uden vederlag at udføre tjenesteydelser her i landet.

Kilde: Retsinformation.dk

- Det signal er i modstrid med det, Danmark ønsker at udsende. Vi ønsker i Danmark, at dem der vil og kan Danmark, de skal være velkomne. Der skal Danmark være et åbent land, så det her er uheldigt, og det laver vi om på.

Fælden klapper uden advarsel

De seneste to år har Styrelsen for International Rekruttering og Integration politianmeldt otte forskere for at have brudt deres arbejds- og opholdstilladelse.

For hvis forskeren ikke på forhånd har søgt dispensation til at arbejde uden for sit eget universitet, klapper fælden, fordi vedkommende dermed kommer i karambolage med udlændingeloven.

Men de regler bliver altså lavet om, siger Søren Pind uden dog at sætte dato på, hvornår reglerne laves om.

- Statsministeren har været helt utvetydig i sin tilkendegivelse om det her. Reglerne skal laves om, og det meddelte han allerede for 14 dage siden.

Uden Dansk Folkeparti

Hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, ser man dog ingen grund til at ændre reglerne, fastslår partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen.

- Det er godt, at myndighederne holder øje med, om reglerne overholdes, og vi har ingen planer om ændre i udlændingereglerne, siger Martin Henriksen.

Både det danske forskningsmiljø og rektorforeningen har råbt op for at få ændret de regler, som de kalder himmelråbende.

Startede med Brooke

Sagen blussede op, da den anerkendte professor Brooke Harrington, der især forsker inden for skattely og skatteunddragelse, stod frem i TV Avisen og fortalte, at hun var blevet politianmeldt for at have givet foredrag for Folketingets Skatteudvalg, Skat og Erhvervsstyrelsen.

DR Nyheder har de seneste uger været i kontakt med en række forskere, der er blevet politianmeldt, men ingen af dem har haft lyst til at stå frem med deres historie.

Har du hørt om lignende historier, eller har du selv oplevet at komme i karambolage med reglerne, så skriv til os på slar@dr.dk.