Sommersol har sendt solceller på overarbejde: Rekordsommer for solcelleejere

Solrig sommer har øget produktionen fra solceller med 40 procent.

Billedet her er fra solfangeranlægget ved Dronninglund i Vendsyssel. Mange fjernvarmekunder har fået opvarmet deres vand af et solfangeranlæg. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Tre måneder med sol fra en stort set skyfri himmel, har sendt selcelleanlæggene på overarbejde.

Ifølge tal fra Energinet har solcelleanlæg i Danmark de seneste tre måneder produceret strøm fra solceller svarende til 120.000 husstandes årlige elforbrug.

Det er rekord og hele 40 procent mere end elproduktionen i samme periode i 2017, der omvendt bød på en skuffende sommer dømt på solskinstimer.

- Det tal kan vi da kun være tilfredse med, siger Flemming Christensen, der er formand for Dansk Solcelleforening, som er en brancheforening for selskaber, der arbejder med solcelleanlæg.

- Det betyder, at vores ejere af de her anlæg får maksimalt udbytte af teknologien, samtidig med at det er godt for miljø og samfund, fordi vi får produceret en masse strøm uden forbrug af ressourcer og uden forurening, så det er den rigtige vej.

Mest i maj

De 361 solskinstimer i maj gav den største el-produktion, mens juli måned kom tæt på med en daglig elproduktion på 5,2 gigawatttimer, svarende til 1300 husstandes årlig elforbrug.

For mange solskinsejere har det særligt været gunstigt med de mange solskinstimer, fordi elprisen faktisk er steget under den solbeskinnede sommer.

Varmen har fået atomkraftværker til at skrue ned for aktivitetsniveauet, og lavvande i norske floder har givet mindre vandkraft.

Derfor kan mange solcelleejere modregne strøm på et tidspunkt, hvor elprisen ligger lidt højere end normalt, forklarer Flemming Christensen:

- Elprisen bestemmes af udbud og efterspørgsel. Og nu er der altså udbudt lidt mindre strøm, selv om solen har skinnet så kraftigt. Men mange solcelleejere kan modregne strømmen, som er blevet lidt dyrere, og det har givet nogle fordele, siger han.

Solopvarmet vand i Silkeborg

Har man taget et varmt bad i Silkeborg under de solbeskinnede måneder, er de opvarmede vanddråber først og fremmest leveret af solens egne stråler.

I 2016 opførte Silkeborg Forsyning et enormt solfangeranlæg på 156.000 kvadratmeter, og det har under tørken sørget for det varme vand i hanerne hos Silkeborg Forsynings 21.000 fjernvarmekunder.

Mens en dårlig sommer sidste år tvang forsyningsselskabet til at skrue op for gassen, så har solen i år gjort arbejdet selv.

- Vi har stort set ikke haft gang i kedlerne denne sommer. Ud over et par dage i juni, har solen sørget for at varme vandet op, siger Kim Harreskov, der er direktør for Silkeborg Forsyning.

Den solberigede sommer gør det billigere at være fjernvarmekunde i Silkeborg-området. Men boet gøres først op senere, forklarer Kim Harreskov:

- Hvis du husker tilbage på starten af året, så havde vi faktisk en sen og ret kold vinter. Tilsvarende ved vi jo ikke, hvad vi går ind i i efteråret. Så vi må se, vi kigger på det efter årsskiftet, siger han.