Sophie Løhde: Nej, vi har ikke betalt for meget for overenskomsten

Sophie Løhde afviser DA's kritik om, at arbejdsgiverne har været for rundhåndede i overenskomstaftalen.

Se uddrag af interviewet med innovationsminister Sophie Løhde her (Foto: DR Nyheder)

Men den lønstigning, der ligger i de forhandlede overenskomster, vil den danske konkurrencedygtighed udhules. Det mener Dansk Arbejdsgiverforening.

Statens topforhandler, Innovationsminister Sophie Løhde (V) , var her til aften med i programmet 21 Søndag og svarede på kritikken. Dette er et referat af hendes svar:

Du har været for rundhåndet, lyder kritikken fra Dansk Arbejdsgiverforening, i alt fik offentligt ansatte lønstigninger for 27 milliarder kroner. Fik du sendt dem hjem med for meget i lønposen?

Sophie Løhde - Nej, vi er kommet hjem med et samlet godt, og ikke mindst også økonomisk ansvarligt, forlig. Og dernæst er det lykkedes os at få ro på det offentlige arbejdsmarked ved, at vi ikke bare har indgået et forlig i staten, men at det også kom hjem i kommunerne og regionerne.

Det er et forlig, der sikrer, at lønmodtageren også får del i, at vi er i den heldige situation, at der er fremgang i dansk økonomi. Det vil være meget mærkværdigt, hvis vi sagde til medarbejderne, at det går godt i økonomien, men det skal I ikke kunne mærke på pengepungen.

Er du helt upåvirket af, at der kommer kritik fra Dansk Arbejdsgiverforening til en dansk liberal regering?

Sophie Løhde - Nej, det er jeg ikke, og jeg synes også, at aftalen på 8,1 viser, at vi har strukket os langt i forhold til lønmodtagernes krav. Og det har vi, fordi vi ønskede at lande et forlig og ikke få forlis og dermed bringe Danmark ud i konflikt.

Men det er samtidigt også et balanceret resultat, hvor vi som arbejdsgiver er blevet imødekommet på en række andre punkter.

Og så må jeg minde om, at det samlede resultat på 8,1 skal sammenlignes med, at der ligger et skøn på den private lønudvikling på 8,6. Det her er altså en aftale, der er landet 0,5 procent under skønnet for, hvordan den private lønudvikling vil udvikle sig. Det er økonomisk ansvarligt.

Lønstigningen skal betales over skatten, for eksempel af private, der ikke har en betalt frokostpause. Kan du forstå, hvis de mener, at du har været lidt rundhåndet for eksempel med frokostpausen?

Sophie Løhde - Der er ikke nogen, der har fået en gratis betalt frokostpause.

Men kan du forstå, hvis der er nogen, der ikke har overenskomstmæssig ret til en gratis frokostpause, som er sure?

Sophie Løhde - I staten har vi haft en juridiske uenigheder omkring statussen for den betale frokostpause. Vi mener, at det er det, der hedder en lokal kutyme, mens de faglige organisationer mener, at det er en overenskomstssikret rettighed.

Den slags uenigheder løser man normalt i det, der hedder en faglig voldgift, hvor man så at sige juridisk krydser klinger, og så er der en dommer, der afgør, hvordan ser juraen så egentligt ud.

De faglige organisationer har afslået at ville lade en faglig voldgift behandle det her, og det har et juridisk krav eller en juridisk uenighed, der er blevet bragt ind i overenskomstforhandlingerne, hvor det ikke hører hjemme.

Jeg glæder mig over, at vi har landet en samlet set balanceret aftale, der også er økonomisk ansvarlig, fordi vi lander 0,5 under skønnet for den private lønudvikling.

HOVEDPUNKTER I DEN STATSLIGE AFTALE
  • Offentligt ansatte får lønstigninger, som sikrer reallønsstigninger, og den offentlige lønudvikling følger den private. Det er samtidig lykkedes at fjerne privatlønsværnet.
  • Lønrammen er på 8,1 procent over de næste tre år.
  • Aftalen indeholder en eksplicitering af den betalte spisepause. Det betyder, at de statsansattes ret til betalt spisepause kommer ind som en del af overenskomsten. Det vides endnu ikke, hvad lønmodtagerne har betalt for det.
  • En kommission på det kommunale område skal skabe et grundlag for forhandlingerne om en ny aftale om arbejdstid, også for underviserne i staten.
  • Aftalen indeholder ikke et nyt lønsystem. Det var ellers statens topforhandler Sophie Løhdes ønske, at man fik et nyt lønsystem, så folk kan blive mere individuelt belønnet.

Kilder: Sophie Løhde, Flemming Vinther, CFU

Hvor stor en betydning har det haft, at der lurer et folketingsvalg i horisonten, og at det dermed er sæson for julegaver i utide?

Sophie Løhde - Man skal holde op med sige, at der skulle være uddelt julegaver eller andet, det tror jeg faktisk heller ikke, at de faglige organisationer vil sige. Vi har haft et afsindigt svært forhandlingsforløb. Det har været lange, og det har været hårde forhandlinger. Havde der været lette løsninger på de svære problemer, så tror jeg, at vi alle sammen havde grebet dem.

Vi har været udfordret i de her overenskomstforhandlinger - for første gang har de faglige organisationer valgt at flette deres krav sammen på tværs af kommuner, regioner og stat. Det har i høj grad besværliggjort forhandlingsforløbet, fordi vi i staten ikke har kunnet lukke en overenskomstaftale eller lave et forlig, førend der var afklaringer på arbejdstidsregler i kommunerne og vice versa.

Det har gjort, at vi har været udfordret i forhold til at kunne lande forlig i alle tre sektorer, og derfor er jeg også meget, meget tilfreds med, at det nu er lykkedes os at få ro på det offentlige arbejdsmarked. Selvfølgelig er det en forudsætning, at det her forlig bliver stemt hjem blandt de faglige organisationers medlemmer, og vi undgår, at Danmark bliver kastet ud i en ødelæggende kæmpekonflikt.