Sparekasse lånte millioner ud trods tårnhøj risiko

Løkken Sparekasse har lånt penge ud til meget usikre investeringer. Millioner tabt på krakket Århus-firma. Sparekassens garanter kan miste 170 millioner kroner.

Løkken Sparekasses garanter står til at miste 170 millioner kroner, hvis det ikke lykkes at sælge sparekassen.

Ledelsen i den kriseramte Løkken Sparekasse var ikke bleg for at låne kundernes sparepenge ud til projekter, der hurtigt viste sig at være særdeles risikable. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Blandt de projekter, sparekassen har tabt millioner på, er et lån til et Århus-firma ved navn Fischer 4Benz Holding ApS. Lånet blev givet i juli 2008, hvor firmaet var tæt på tvangsopløsning. Som sikkerhed for lånet fik sparekassen tinglyst et pant på 40 millioner kroner i et tidligere gymnasium i Lyngby. Men ifølge den offentlige vurdering er ejendommen kun 17,4 millioner kroner værd.

I december gik det århusianske firma konkurs, og nu står sparekassen så tilbage med pantet.

Udtryk for grådighed

- Det er udtryk for grådighed, lyder vurderingen fra Jesper Bo Langsted, professor i erhvervsjura ved Aalborg Universitet, til Nordjyske Stiftstidende.

De seneste dage har været begivenhedsrige i den nordjyske bank. Onsdag den 18. februar blev direktør Poul Blicher Johnsen fyret efter sparekassens uheldige engagementer i ejendomsselskaber.

Dagen efter kom det så frem, at sparekassen leder efter en bank eller sparekasse, der vil overtage. Hvis det ikke sker, vil garanterne ifølge TV2/Nord tabe 170 millioner kroner.

Facebook
Twitter