Spies: Ingen kommer afsted i dag - men alle gæster med pakkerejse skal nok komme hjem

Rejsegiganten Thomas Cooks konkursbegæring får konsekvenser for rejsende med det danske datterselskab Spies.

Rejseselskabet Thomas Cooks konkurs rammer også danske rejsende, der har bestilt en ferie med datterselskabet Spies. (Foto: © 50090 Johan Nilsson/TT, Scanpix)

De rejsende, der her til morgen skulle med Spies' afgange til Madeira fra Københavns Lufthavn eller til Cypern fra Billunds Lufthavn, kommer ikke afsted.

Det sker som konsekvens af rejseselskabet Thomas Cooks konkursbegæring, lyder det fra Spies' kommunikationschef, Lisbeth Nedergaard.

Spies er datterselskab til den britiske rejsegigant, og nattens konkursbegæring vil derfor få konsekvenser for de danskere, der har bestilt en rejse med Spies med afgang i dag. Hvilke konsekvenser det vil få for Spies-kunder de kommende dage, ved det danske rejseselskab endnu ikke, siger Lisbeth Nedergaard.

- Der er en masse ting, der skal falde på plads, før jeg med sikkerhed kan sige, hvad konsekvenserne bliver. Men dem, der skal afsted med et Thomas Cook Scandinavia Airlines-fly må desværre forvente, at de ikke kommer afsted her til formiddag. De bliver kontaktet af deres rejseselskab og får besked om, hvad der så skal ske i stedet for.

Alle med en pakkerejse er sikret

Én ting er dog sikkert, understreger Lisbeth Nedergaard.

- Dem, der er på rejse med Spies i øjeblikket, skal selvfølgelig vente på, at de får besked om, hvad der skal ske. Men alle pakkerejser, der er solgt gennem Spies, er omfattet af Rejsegarantifonden, og det vil sige, at alle kommer hjem igen.

Det vil, ifølge Lisbeth Nedergaard, sige, at der "bliver taget hånd om dem".

- Dem, der er ude, de kommer hjem, og dem, der har fået aflyst en afgang, der kommer man med et alternativ eller en anden løsning. For eksempel kompensation.

1400 rejsende kan blive ramt i dag

Spies oplyser til DR, at aflysningerne kan ramme cirka 1400 passagerer, der enten skulle være rejst ud af Danmark eller til Danmark med Spies i dag.

Ifølge DR's reporter i Købehavns Lufthavn, Camilla Faurholdt-Löfvall, fik de passagerer, der her til morgen skulle rejse fra København til Madeira, først besked, da de allerede var i lufthavnen.

- De passagerer, der allerede var checket ind, de blev hentet ud og sendt hjem.

Spies oplyser på sin hjemmeside, at man "regner med at have mere information i løbet af dagen, men har ikke alle svar på, hvordan Thomas Cook Groups konkurs vil påvirke vores kunder."

- Vi har måttet vente på besked til det sidste, om hvorvidt vores fly kunne komme i luften, men måtte indse, at dette ikke ville være muligt i dag, og vi har derfor valgt at indstille alle mandagens afgange, siger Magnus Wikner, koncernchef i Norden.