Staten solgte Vestjysk Bank-aktier: Nu er prisen tredoblet

Vestjysk Bank er allerede over tre gange mere værd, end banken var, da staten solgte sin aktiepost for få måneder siden.

Vestjysk Bank har været hårdt ramt af Finanskrisen og den fortsatte krise i landbruget. En aktieemission i september har dog polstret banken til fremtiden. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Har staten nok engang solgt for billigt og sendt store værdier ud til private kapitalforvaltere?

Spørgsmålet melder sig, efter en investorgruppe bestående af blandt andre Nykredit og Maj Invest har købt staten ud af den trængte Lemvig-bank, Vestjysk Bank, og på få måneder scoret en milliardgevinst.

I juni valgte staten at sælge sin andel på 81,5 procent af banken til investorgruppen, der havde budt en kroner per aktie til samlet 123 millioner kroner.

I går blev aktierne optaget til handel på børsen til kurs 3,25 kroner, hvilket ifølge en opgørelse fra handelsplatformen Nordnet på få måneder har givet investorerne en samlet gevinst på 1,6 milliarder kroner.

- Det her er udtryk for, at staten igen-igen har, som i hver eneste gang, solgt danskernes ejendom til en helt urimelig pris, og der er en flok private investorer, der kan grine hele vejen ned til banken, siger Pelle Dragsted (EL), der fra begyndelsen har stillet sig kritisk over for salget af statens andel i Vestjysk Bank.

10 gange under bankens vurdering

Staten blev aktionær i Vestjysk Bank i 2012, da den statslige redning af selskabet i forbindelse med Finanskrisen, blev konverteret til aktier.

Men da regeringen ikke ønsker at drive bankvirksomhed, har aktierne i Vestjysk Bank i princippet været til salg lige siden. Det har dog været en forudsætning, at kursen "afspejler den reelle værdi af aktierne," som det fremgår af flere svar til Folketinget.

To gange siden, i 2013 og 2016, har staten forsøgt at komme af med sin aktiepost, og i juni var der altså jackpot, da investorgruppen anført af Nykredit købte sig ind i banken for en krone per aktie.

På det tidspunkt blev aktien handlet til omkring 15 kroner per aktie, og Vestjysk Bank angav selv i sin seneste årsrapport den regnskabstekniske værdi af aktiekursen til 9,4 kroner per aktie.

Kristian Jensen: Den rigtige pris

Men nu er banken solgt til en krone per aktie, mens Vestjysk Bank er blevet polstret med 745 millioner kroner i forbindelse med en kapitaludvidelse.

- Når man har så stor en aktiepost til salg, er det ikke nødvendigvis den samme kurs, som børsen ville give. Og jeg må bare sige, at i både 2013 og 2016 var der nul, der ville byde - ingen ville købe overhovedet, siger finansminister Kristian Jensen til DR Nyheder.

- Så kom Nykredit med et tilbud om at købe til én krone per aktie. Og der stillede vi et krav om, at der kom en offentlighedsperiode, hvor andre kan byde. Men efter fire uger var der ingen, der kom med et andet bud. Derfor er kronen den rigtige pris, siger han.

Den udlægning er Per Hansen, investeringsøkonom fra handelsplatformen Nordnet ikke helt enig i:

- Vestjysk Bank har stået i en presset økonomisk situation, som har betydet, at staten har solgt for billigt. Det har private altså lukreret på, siger Per Hansen, der er aktieøkonom hos Nordnet.

- Man kan sagtens spørge, om staten var tvunget til at sælge ud i så drastisk et omfang. Det er jeg ikke helt overbevist om. Hvis man kigger på Vestjysk Bank, har den været meget udfordret. Men der er nogle ting, der peger på, at det begynder at gå den rigtige vej, siger Per Hansen.

Nedskrivninger for 1,5 milliarder

Vestjysk Bank har efter Finanskrisen taget nogle ordentlige nakkedrag på grund af store lån til landbruget og har siden 2012 tabt lån for samlet 1,5 milliarder kroner.

Men både i 2015 og 2016 lavede banken overskud på henholdsvis 49 og 80 millioner kroner, som også har polstret banken mod nye kriser.

At kursen på aktien på allerede nu er mere end tredoblet, overrasker også Maj Invest, der satsede 200 millioner kroner og foreløbig har tjent omkring 434 millioner kroner på investeringen;:

- Vi mener, at Vestjysk Bank er en god langsigtet investering, men vi havde ikke regnet med, at det skulle blive en så god investering så hurtigt. Det har vi ikke prøvet før, siger Peter Stenholt, seniorporteføljemanager hos Maj Invest, til Dagbladet Børsen.

Dragsted har investeret 1000 kroner

En anden heldig investor er Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted. Han investerede 1.000 kroner i Vestjysk Bank i forbindelse med aktieemissionen. Et beløb der altså allerede nu er mere end tredoblet.

- Det var en pædagogisk øvelse, at jeg selv købte aktier i Vestjysk Bank. Nu er de så tre eller firdoblet i værdi på få dage, siger han.

- Hvis vi går et år frem, tror jeg, aktierne er endnu mere værd. For mig er det småpenge, men for investorgruppen har der været tale om en investering, der har givet et afkast, der fuldstændigt slår alt, hvad der er normalt, siger en forarget Pelle Dragsted.

Men Kristian Jensen afviser, at banken blev solgt for billigt - for så ville en anden aktør have benyttet sig af offentlighedsperioden, mener han:

- Hvis Pelle Dragsted mener, han kunne drive den videre, hvis han havde købt den for to kroner per aktie, så skulle han bare have gjort det. Sagen er, at der ikke var nogen, der ville byde mere end en krone. og så er det jo nemt for nogen at kigge i bagklogsskabens lys og sige, hvad man kunne og ville have gjort.

- Sagen var, at det var der ingen, der gjorde. Og hvis ikke, vi havde fundet en afklaring, havde vi risikeret, at Vestjysk Bank var blevet erklæret for ulovlig statsstøtte, hvilket havde trukket tæppet væk under banken, siger Kristian Jensen.

Staten har tabt 1,4 milliarder kroner på redningen af Vestjysk Bank. Finansministeriet oplyser dog, at staten sidste 2009 har haft rente- og provisionsindtægter fra Vestjysk Bank på cirka en milliard kroner.

Ejerskabet i Vestjysk Bank

  • Vestjysk Bank har ca. 37.000 navnenoterede aktionærer. Aktionærer, der besidder mere end 5 % af aktierne og stemmerettighederne, er:

  • AP Pension Livsforsikringsaktieselskab (16,74 %)

  • Nykredit Realkredit A/S (13,97%)

  • Aktieselskabet Arbejdernes Landsbank (11,16 %)

  • Novo Holdings A/S (8,37 %).

FacebookTwitter