Statens advokat: Tidligere landsholdsstjerne har skjult millioner for skattevæsnet

Den tidligere fodboldspiller Marc Rieper har ifølge statens advokat haft millioner i skattely og handlet ’groft uforsvarligt’.

Marc Rieper har ifølge de danske myndigheder unddraget skat af indtjening på flere millioner kroner. (Foto: Lasse Lagoni/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix - Bearbejdning: Morten Fogde Christensen DR Nyheder

Vi er i den nordfranske by Lens en junidag i 1998, hvor de danske landsholdshelte spiller mod Saudi-Arabien til deres første kamp ved VM-slutrunden.

Men de er løbet ind i problemer, og fiaskoen truer.

Efter 68 minutter kommer forløsningen fra en uventet kant. Forsvarskrumtappen Marc Rieper sætter pandebrasken på et indlæg.

Kampens eneste mål er i nettet, og den dag i Lens er Marc Rieper en dansk folkehelt.

23 år senere i en retssal ved Retten i Aarhus er Marc Rieper forvandlet fra helt til skurk.

I hvert fald hvis man spørger statens foretrukne advokat, Kammeradvokaten, som tager den tidligere fodboldspiller og hans hustrus selskab Bolsover Corp. under konkursbehandling.

Grunden: Selskabet, som har været hjemmehørende i skatteparadiset Panama, har ikke betalt nogen som helst skat af dets indtjening, skriver to advokater fra Kammeradvokaten, som er blevet bedt om at behandle konkursen.

I alt har de to ejere ladet være med at betale skat af flere millioner kroner, fremgår det af dokumenter fra skifteretten i Aarhus, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

- På baggrund af de foretagne undersøgelser er det kurators (advokaten, som står for behandlingen af konkursboet, red.) opfattelse, at det er klart groft uforsvarligt, at selskabet ikke på noget tidspunkt har foretaget indberetninger eller afregning til skattemyndighederne, skriver advokaterne, som opgør, at Marc Rieper og hans kone har unddraget de danske skattemyndigheder for 614.698 kroner.

Penge, som de danske myndigheder nu vil have fingrene i her mange år senere.

I alt er der krav på 735.434,45 kroner i konkursboet, fremgår det af retsdokumenterne.

Marc Rieper under VM-slutrunden i 1998. (Foto: SVEND ÅGE MORTENSEN © Scanpix Danmark)

Panamanske stråmænd indsat som direktører

For at forklare, hvordan Marc Rieper ender med en konkurssag og en anklage om skatteunddragelse, er vi nødt til at hoppe flere år tilbage i tiden.

I 2016 ser den store skattelæk Panama Papers dagens lys.

Millioner af dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i det lille mellemamerikanske land Panama viser, hvordan alt fra politikere til rigmænd og sportsstjerner samlet set havde et svimlende antal milliarder skjult i skattely - langt væk fra deres hjemlands skattemyndigheder.

Også adskillige danskere fremgår af dokumenterne, og DR kan fortælle, hvordan store banker i Danmark er involveret i den mulige skatteunddragelse.

I dokumenterne dukker Marc Rieper op. Her fremgår det, at han i midten af 00’erne med hjælp fra Landsbanki i Luxembourg har oprettet et selskab i Panama ved navn Bolsover Corp.

En håndfuld panamanske statsborgere bliver indsat som direktører i selskabet, men det er kun på papiret.

Det er nemlig Rieper-familien, der er de reelle ejere af selskabet, og som har kontrollen over selskabet via en hemmelig fuldmagt, står der i dokumenterne.

De indsatte direktører er udelukkende indsat som stråmænd for at sløre det virkelige ejerskab.

På trods af, at hans navn dukker op flere steder i Panama Papers, benægter Marc Rieper pure, at han har nogen relation til Panama.

- Jeg har aldrig haft nogen form for samarbejde med nogen eller noget i Panama. Hvordan vores navne er havnet der, er jeg ikke i stand til at hjælpe med, skriver han i en sms til DR i 2016.

Han ønsker ikke at give et uddybende interview til nogen medier om sagen.

Skatteadvokat Michael Bjørn Hansen er dog ikke i tvivl om, hvordan sagen står, fortæller han i 2016 efter at have gennemlæst DR's dokumentation:

- Det har været en pengetank. Et sted, hvor man placerer de penge, man har tjent i udlandet, og som skulle være skattepligtige i Danmark, dem kan de så placere ude i sådan et selskab og så får de danske skattemyndigheder ikke nogen viden om det, siger han.

Rieper benægter skattegæld

Selv om Marc Riepers navn fremgår af Panama Papers, så var det stadig et mysterium, hvorfor han havde oprettet selskabet, og hvilke værdier han havde i det mellemamerikanske land.

Nu kan DR her seks år senere løfte sløret for den del af mysteriet.

Statens foretrukne advokat, Kammeradvokaten, begærer i december Riepers Panama-selskab konkurs ved en dansk domstol.

Og hermed kan man få et indblik i, hvad fodboldspilleren ifølge myndighederne i Danmark har brugt selskabet til.

Det lyder nemlig i dokumenterne, DR har fået indsigt i, at selskabet er blevet brugt til at handle med værdipapirer, og at Marc Rieper og hans hustru i 2007 havde en skattepligtig indtjening på mere end to millioner kroner.

Med andre ord: Den tidligere landsholdsspiller har skjult en millionformue i Panama for de danske skattemyndigheder, lyder påstanden.

I dag er der dog ingen aktiver i Bolsover Corp., skriver advokaterne, der behandler konkursen.

Oplysningerne, Kammeradvokaten bruger i sin behandling af konkursen, kommer fra de danske skattemyndigheder. En anonym kilde solgte nemlig skatteoplysninger om 500-600 danskere fra Panama Papers til Skat i september 2016.

De oplysninger har myndighederne så brugt til at gå efter personer, der har unddraget skat i Danmark, ved at overføre penge i skattely.

Ekstra Bladet kunne for få uger siden afsløre, at en anden tidligere landsholdsspiller – nemlig Allan Nielsen – havde et millionkrav fra skattemyndighederne hængende. Og nu kan DR Nyheder så afsløre, at også Marc Rieper er blevet mødt af et krav fra skattemyndighederne.

Et krav, som han afviser og har bedt Skatteankestyrelsen om at genvurdere.

DR Nyheder har været i kontakt med Marc Rieper, der ikke ønsker at stille op til et interview om sagen og svare på uddybende spørgsmål.

Han har dog følgende korte kommentar til sagen:

- Vi har svaret hver sit, og vi bestrider, at vi har noget udestående med de danske skattemyndigheder. Vi anfægter desuden, at vi har været vidende om, at vi har haft et selskab i udlandet, siger Marc Rieper.

Hermed er det sidste ord sandsynligvis ikke sagt i sagen, og det vides ikke, hvornår Skatteankestyrelsen kommer med sin afgørelse.

Parallelt skal Kammeradvokaten vurdere, om sagen giver grundlag for en politimæssig efterforskning.

Den vurdering ventes senest 1. marts 2023. På samme tid ventes konkurssagen at være endelig færdiggjort.