Stemte på sig selv 3.000 gange: Vicedirektør trækker sig fra Radius’ bestyrelse

Flemming Strøm trækker sig efter anklager om stemmemisbrug.

Numrene på elmålerne gav ret til at stemme til bestyrelsesvalget. Det udnyttede Flemming Strøm. (© KAB pressefoto)

Boligselskabet KAB tager nu konsekvensen af den kritik, der har været, siden det kom frem, at KAB-vicedirektør Flemming Strøm kom ind i elselskabet Radius' bestyrelse ved at stemme på sig selv 3.000 gange.

Det kunne han, fordi han brugte numre fra KAB’s fælles elmålere til at få ekstra stemmer.

KAB støttede i første omgang fremgangsmåden, men nu har man ændret holdning, og Strøm trækker sig som bestyrelsesmedlem.

- Vi må konstatere, at processen med stemmeafgivelser ikke har været i tråd med KAB’s værdier. Jeg har derfor haft en samtale med Flemming Strøm og bedt ham trække sig fra Radius’ bestyrelse. Flemming er fuldt indforstået med dette – og Radius’ bestyrelsesformand er orienteret, skriver KAB’s administrerende direktør, Jens Elmelund, i en pressemeddelelse.

KAB støttede Strøm i første omgang

Valget til Radius-bestyrelsen i starten af året havde stor opmærksomhed, fordi der samtidig kørte en ophedet offentlig debat om et muligt salg af virksomheden. Elnetselskabet er ejet af Ørsted, det tidligere Dong Energy. Dermed er staten hovedejer af Radius, men ved et salg kunne elselskbet være endt på private hænder, for eksempel med en kapitalfond som ejer.

Det fik elkunderne til stemmeurnerne ved bestyrelsesvalget, hvor den store stemmesluger blev Enhedslistens Pelle Dragsted med 9.000 stemmer.

Men på andenpladsen kom den ellers ukendte kandidat Flemming Strøm med 3.500 stemmer.

Langt størstedelen af stemmerne kom dog ikke fra almindelige elkunder. Dem havde han skaffet som vicedirektør i KAB, hvor man har lister over de fælles elmålere i boligselskabets afdelinger.

Det var en fremgangsmåde, der for få dage siden fik opbakning fra formand for KAB, John Olsen.

Kritik for at underminere demokrati

Det var dog langt fra alle, der var begejstrede over fremgangsmåden. Juraprofessor Jacob Juul-Sandberg satte spørgsmålstegn ved lovligheden, og en række politikere og medlemmer af bestyrelsen satte spørgsmålstegn ved moralen.

Kandidaten Johnny Restrup-Sørensen, der ikke kom ind, var vred.

- Det lugter af stemmefusk og valgsvindel. I virkeligheden synes jeg, at man sætter hele forbrugerdemokratiet ud af spil. Det er i hvert fald uetisk, sagde han, da historien kom frem.

I går fik sagen så Københavns Kommune til at kræve en redegørelse om sagen af KAB, og nu tager KAB altså konsekvensen og får Strøm til at trække sig.

Facebook
Twitter