Storaktionærer om Danske Bank: Hvidvask er helt uacceptabelt

A. P. Møller Holding og ATP roser adm. direktør Thomas Borgens beslutning om at gå.

- Danske Banks processer har tydeligvis ikke været gode nok og håndteringen af sagen har også været mangelfuld, lyder det fra direktør i A. P. Møller Holding Robert M. Uggla. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Danske Banks største investor, grundstenen i Mærsk-koncernen, A. P. Møller Holding, langer sammen med storaktionæren ATP nu ud efter banken.

Det sker på dagen, hvor den længe ventede interne advokatundersøgelse af Danske Banks hvidvasksag i Estland blev offentliggjort.

- Det er en dybt beklagelig sag, og der skal ikke herske tvivl om, at A.P. Møller Holding, ligesom Danske Bank synes, at enhver form for hvidvask er helt uacceptabelt. Danske Banks processer har tydeligvis ikke været gode nok og håndteringen af sagen har også været mangelfuld, lyder det i en udtalelse fra direktør i A. P. Møller Holding Robert M. Uggla.

Holdingselskabet er den suverænt største aktionær i Danske Bank og ejer 20 procent af aktierne svarende til 32 milliarder kroner med dagens lukkekurs på fondsbørsen i København.

A. P. Møller Holding kvitterer samtidig for den beslutning om at fratræde, som Danske Banks topchef Thomas Borgen meldte ud kort inden fremlæggelsen af undersøgelsen.

- Vi respekterer Thomas Borgens beslutning om at trække sig og vil gerne takke ham for fem år som CEO (adm. direktør, red.) for Danske Bank, hvor han har etableret Danske Bank som en ledende bank i Norden inden for kundetilfredshed, digital udvikling og profitabilitet, lyder det endvidere fra Robert M. Uggla.

ATP: Rystede over Danske Banks ledelsessvigt

Før Thomas Borgens overtagelse af posten som topchef i Danske Bank var han ansvarlig for bankens udenlandske aktiviteter i 2009 til 2012 - og dermed også for den estiske filial, mens den formodede hvidvask stod på.

I dag kom det så frem, at bankens estiske filial havde 15.000 udenlandske kunder, der over ni år sendte 1.500 milliarder kroner gennem banken fra 2007 til 2015. Et langt større omfang, end der tidligere har været nævnt i sagen.

Undersøgelsen konkluderer samtidig, at en meget stor del af pengene er mistænkelige transaktioner.

Det er også tal, der bekymrer Danskernes fælles pensionskasse ATP, der med en aktiepost på 1,32 procent har 2,1 milliarder kroner kroner på spil.

- De tal, vi har set i dag, er større end de tal, der tidligere har floreret, og viser til dels, at det her er en meget alvorlig sag, som er fuldstændig uacceptabel, siger aktiechef Claus Wiinblad.

- Det andet, vi får ud af rapporten, er, at der har været et massivt ledelsessvigt. Og i første omgang er det en fornuftig beslutning, at Thomas Borgen har valgt at trække sig.

Halvfærdig rapport skuffede aktiemarkedet

Efter meldingen om topchef Thomas Borgens afgang og offentliggørelsen af hvidvask-undersøgelsen var Danske Banks aktie en overgang før middagstid nede i kurs 160.

I givet fald ville have været den laveste lukkekurs i tre år.

Men aktien rettede sig en smule op og endte dagen med et fald på 3,4 procent til kurs 169. Og dermed ligger bankens markedsværdi på 160 milliarder kroner, før handlen skydes i gang igen i morgen.

Ifølge aktieanalytiker Mikkel Emil Jensen afspejler kursfaldet et marked, der ikke er blevet klogere på Danske Banks videre skæbne i sagen om brud på hvidvaskreglerne.

Det skyldes, at blandt andet advokatundersøgelsen ikke sætter tal på, hvor stort omfanget af hvidvask og anden kriminalitet må formodes at være.

- Tallet mangler, og dermed er det svært at etablere en forudsætning for, hvor stor en eventuel bøde kan blive. Men vi fik et tal som peger på, at en bøde kan ende med at blive større end ventet. Så alt i alt er det en halvfærdig rapport med mangelfulde konklusioner, siger Mikkel Emil Jensen.

Facebook
Twitter