Store virksomheder frygter at få dårligere elever

Regeringens plan om at skære halvdelen af grunduddannelsen væk for handelsskoleelever møder stor modstand.

Elever på handelsskolerne skal ikke være kortere tid på skolen, inden de starter på elevtiden, mener flere virksomheder. (© DR)

Fire af landets store detailkæder advarer nu regeringen mod at halvere studietiden på handelsskolen, inden de studerende begynder deres to-årige elevtid i butikkerne.

Det skriver Jyllands-Posten.

Behold to år

Advarslen fra Dansk Supermarked, Coop, Jysk og Matas, der tilsammen har knap 2000 elever, kommer, mens en reform af erhvervsuddannelserne er gået ind i de afsluttende forhandlinger.

- Vi mener ikke, at den teoretiske baggrund, som vi i årevis har gået efter, kan sikres med et års teori. Vi ser en helt anden modenhed og evne til at læse og lære hos dem med to års uddannelse.

Flere fortryder praktikforløb

- Hvis de får et år mindre til at træffe beslutninger, vil det give mange flere, der fortryder i det efterfølgende praktikforløb, siger Henrik Dybdahl, der er HR-direktør i Matas.

Den holdning bakkes op af Jysk, Coop og Dansk Supermarked.

Også formanden for Handelsskolernes Lærerforening, formand Søren Hoppe Christensen, er bekymret.

- Jeg er stærk modstander af en forkortelse. Man udhuler den faglighed, der er i faget, og det går især ud over de svagere elever, siger han og tilføjer, at en stor del af de 5000 elever, som hvert år kommer i praktik, har brug for den ekstra tid i skolen.

Uddannelsen skal ændres

Undervisningsminister Christine Antorini (S) ønsker ikke at kommentere sagen på grund af de igangværende forhandlinger, men Ane Halsboe-Jørgensen, der er med i forhandlingerne for S, siger til avisen:

- Vi må kigge på, hvordan vi kan tilpasse skolen til virkeligheden. Der er brug for at ændre den to-årige HG, fordi den ikke fungerer, som den er tiltænkt. Det er der også lagt op til i regeringens plan.

/ritzau/

Facebook
Twitter