Storfiskers nærmeste rådgiver krydsforhørt i retten: Risikerer at miste sin revisorgodkendelse

Revisor Jørgen Ulrik Riise spiller en central rolle i den såkaldte kvotesag, hvor der ifølge anklageskriftet er blevet svindlet med fiskekvoter for 232 millioner kroner.

Storfiskeren Henning Kjeldsen har tidligere afgivet sin forklaring i kvotesagen. I dag var det så hans revisors tur. Begge risikerer de bøder og at miste retten til at agere professionelt. (Foto: Tegning: Jesper Andkjær)

MC Revision ligger på Havnegade i Thyborøn med et udkigshus på første sal, så man har frit udkig til havnen og de fartøjer, der måtte være på vej ind eller ud.

Adressen er ikke tilfældig.

Revisor Jørgen Ulrik Riise er opvokset i Thyborøn og ved ualmindeligt meget om fiskeri.

- Jeg vil sige, at stort set alle danske fiskere kender mig eller har kendskab til mig, sagde han tidligere i dag i Retten i Holstebro.

Jørgen Riise agerer revisor for flere nord- og vestjyske storfiskere, heriblandt Henning Kjeldsen, som i øjeblikket er hovedpersonen i dansk fiskeris største kriminalsag.

Den såkaldte kvotekonge er tiltalt for at have brugt stråmænd til at skaffe sig kontrol over flere kvoter end loven tillader.

Retssagen er nu nået til dag 14 ud af 33, og ender anklagemyndigheden med at få ret, har Henning Kjeldsen udsigt til krav om konfiskation for omkring 232 millioner kroner og en bøde i samme størrelsesorden. Han risikerer også at miste retten til at gøre det, han er allerbedst til: At fange og sælge fisk.

Det samme er på spil for hans advokat Lars Espersen og for hans revisor Jørgen Riise, som også er tiltalte i sagen, og som ud over bøder kan risikere at få frataget retten til at drive henholdsvis advokat- og revisionsvirksomhed.

Her skal det handle om Jørgen Ulrik Riise, for han tog tidligere på dagen plads i vidneskranken for at afgive sin forklaring i den betændte sag, der indtil nu har kostet både en minister og flere embedsmænd deres stillinger.

En revisor med ualmindeligt mange gode råd

Ifølge anklageskriftet har Jørgen Ulrik Riise i årene mellem 2013 og 2019 hjulpet Henning Kjeldsen med kontakt til fiskerimyndighederne og med at designe selskabskonstruktioner, der kunne omgå kvotereglerne.

Det er Jørgen Ulrik Riise, der skrev mails, hvis der var behov for at flytte kvoter fra et selskab til et andet for at undgå kvoteloftet, ham der sørgede for, at Henning Kjeldsens hustru – som også er tiltalt i sagen for at agere stråmand – blev registreret som erhvervsfisker og ham der tog til møder i banken.

I banken omtalte Jørgen Riise i øvrigt Henning Kjeldsens selskab som en koncern bestående også af selskabet Nordstrand Fiskeri, hvor hans hustru Birthe Kjeldsen formelt er registreret som direktør.

Det fremgår af dokumenter, som senioranklager Ane Bach Kallmeyer fremviste i retten for at underbygge bagmandspolitiets påstand om, at Henning Kjeldsen har været den relle ejer af samtlige selskaber.

På spørgsmål om de forhold dækkede Jørgen Ulrik Riise sig dog i høj grad ind under, at det er op til syv år siden.

- Det husker jeg simpelthen ikke, svarede han adskillige gange under afhøringen.

Arkivfoto. Henning Kjeldsen er Danmarks rigeste fisker og den absolutte hovedperson i den såkaldte kvotesag. Ifølge bagmandspolitiet har han brugt sin hustru, sin stedsøn, venner og ansatte til at omgå kvotereglerne og til at lade sin virksomhed vokse. (Foto: Betina Garcia © Scanpix)

Indrømmer brug af stråmand uden for kvotesagen

Anklageren refererede også til en mail, hvor Jørgen Riise skrev til Henning Kjeldsen, at han skulle huske at oplyse sin hustru om alle hendes arbejdsopgaver, hvis fiskerikontrollen skulle spørge. Mailen blev afsluttet med en smiley.

Hvorfor skrev du det til Henning Kjeldsen?

- Fordi jeg ikke havde Birthes egen mail. Det er meget normalt, at man informerer sine kunder om, hvad man skriver i en forespørgsel til myndighederne, svarede Jørgen Ulrik Riise på anklagerens spørgsmål.

Hvorfor orienterede du hende ikke bare selv, du har jo fortalt, at hun kom meget på MC Revisions kontor?

- Det var lige så rart, at hun havde det på skrift, lød svaret.

Direkte adspurgt, om Jørgen Riise overvejede, om det var i strid med reglerne at lade Birthe Kjeldsen være direktør for selskabet Nordstrand Fiskeri, svarer han:

- Nej, det mente jeg ikke, det var.

Arkivfoto. Henning Kjeldsen selv bor i Skagen, men mange af de påståede stråmænd hører til i Thyborøn. Det er også her - på havnen - at MC Revision holder til. (Foto: Andrew Kelly © Scanpix)

Jørgen Ulrik Riise afviser dermed – ligesom de øvrige tiltalte – at der har været anvendt stråmænd til at omgå de såkaldte kvotekoncentrationsregler.

Til gengæld indrømmede han, at både Birthe Kjeldsen og Henning Kjeldsen brugte, hvad han selv kalder en stråmand til at få adgang til nogle kvoter, som lå i en pulje, hvor de ikke selv havde forkøbsret.

Så: Der har været brugt stråmænd til at få adgang til kvoter, bare ikke i den aktuelle sag og ikke til at omgå kvoteloftet.

Riises svar fik heller ikke Henning Kjeldsen, som også var mødt op i retten, til at fortrække en mine.

Kjeldsens nære rådgiver

Samtlige af de påståede stråmandsselskaber i kvotesagen deler Jørgen Ulrik Riise som revisor.

- Det, tror jeg, har givet mening, fordi vi er dem, der har klart mest forstand på fiskeri i Thyborøn, og de involverede personer kender os jo fra lokalområdet, forklarede han.

Af de mange korrespondancer er det også klart, at Jørgen Ulrik Riise har været en nær rådgiver til Henning Kjeldsen – måske den nærmeste – efter hans egen far døde.

Henning Kjeldsen har tidligere fortalt, at han og Jørgen Ulrik Riise mødtes hvert år efter nytår for at gætte på, hvor mange penge hele fiskeimperiet ville komme til at tjene det kommende år.

- Så gjorde vi op sidst på året, hvem der kom tættest på. Det er bare sådan lidt sjov, det gjorde jeg også tidligere med min far, har Henning Kjeldsen tidligere sagt.

Revisor er tidligere dømt

I 2019 kunne Politiken afsløre, at MC Revision gennem selskabet MC Administration – som ligger i stueetagen på kontoradressen i Thyborøn og mere generelt rådgiver erhvervsfiskere - havde økonomiske interesser i blandt andet Henning Kjeldsens selskab Gitte Henning, samtidigt med, at revisionsvirksomheden skulle forestille at lave uafhængig kontrol og revision af Gitte Hennings regnskaber.

Efterfølgende uddelte Revisornævnet en bøde på 900.000 kroner samt afgjorde, at to revisorer skulle have en betinget fratagelse af deres revisorgodkendelse.

Dommer er afgivet anonymiseret, så det har ikke været muligt for DR at dokumentere, hvem bøden gik til, men ifølge Politiken er det MC Revision og Jørgen Riise, der er tale om.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk