Det store overblik: Klik og se hvor du kan blive ramt af strejke og lockout

Tusindvis af offentlige arbejdspladser risikerer at lukke. Her kan du se, hvad der kan ramme nær dig.

 

En storkonflikt kan komme til at lamme store dele af den offentlige sektor, efter overenskomstforhandlingerne mellem fagforeningerne, staten, regionerne og kommunerne er gået i hårdknude.

Tusindvis af steder kan blive ramt af strejke allerede fra 6. maj, og endnu flere steder kan blive ramt af lockout fra 12. maj.

I denne interaktive grafik kan du se hvilke skoler, daginstitutioner, hospitaler og andre offentlige arbejdspladser, der risikerer at blive berørt i din kommune.

Offentlig overenskomst

Landets offentlige ansatte skal have nye overenskomster. Det gælder både de ansatte i staten, i regionerne og i kommunerne. Forhandlingerne er stødt på flere bump undervejs, og lykkes det ikke at finde en løsning, vil det føre til strejke eller lockout.

Se Tema

Vi har også inkluderet de regions- og statslige institutioner, der 'hører til' den enkelte kommune. Du vil altså få vist Odense Universitetshospital, selv om du bor i Kerteminde, fordi du bor i Region Syddanmark. Det er dit hospital, selvom det ikke ligger i kommunen.

DR Nyheder arbejder fortsat på at få registreret alle berørte steder. Tusinder af arbejdspladser er registreret, og der bliver løbende tilføjet steder i takt med, at vi får mere detaljerede informationer fra fagforeningerne og arbejdsgiverne.

På nuværende tidspunkt mangler der stadig visse informationer om, hvilke arbejdspladser der kan blive ramt af lockout i staten og kommunerne. I takt med at der kommer flere detaljer, vil disse blive tilføjet løbende.

Det er meget store informationsmængder, og der kan snige sig fejl ind. Hvis du støder på forkert information, må du meget gerne skrive til os på ok18@dr.dk. Hvis der er informationer, der mangler i oversigten, så hav i første omgang tålmodighed. Vi arbejder på sagen.

LOCKOUT OG STREJKE

  • En konflikt skal varsles 30 dage før, den kan træde i kraft og kunne tidligst varsles med start fra 1. april. Det er dagen, efter de nuværende overenskomster udløber.
  • De offentlige ansatte har varslet strejke.
  • Strejkevarslet er blevet mødt af et varsel om lockout fra arbejdsgiverne i både staten, regionerne og kommunerne.
  • Ved en strejke har fagforeningerne udvalgt arbejdspladser, som skal strejke.
  • Ved en lockout er det arbejdsgiverne, der sender de ansatte hjem - uden løn.
  • Forligsmanden har mulighed for at udskyde både en lockout og en strejke.
  • Lønnen under en konflikt afhænger af ens fagforening, og om der er tale om lockout eller strejke.
  • Nogle vil blive fuldt kompenseret, andre får tilbudt lån og nogle får konfliktstøtte, der er et fastsat kollektivt beløb.
  • Enkelte medlemmer af fagforeningerne vil være helt undtaget fra at blive ramt af både strejke og lockout. Det gælder blandt andet tjenestemænd, visse ledere og ansatte på områder, som kræver nødberedskab.
  • Ritzau/DR Nyheder