Storsvindler snyder musikbranchen

Storsvindleren Thomas Hvass-Skovlund har charmeret store dele af musikmiljøet i Danmark og trukket en ny hale af gæld efter sig.

Storsvindleren Thomas Hvass-Skovlund har snydt den danske musikbranche. (Foto: Martin Rasmussen © scanpix)

Han har bedraget for millioner og er idømt mange års fængsel. Alligevel er han på fri fod.

Nu kan forbrugermagasinet Kontant afsløre, hvordan storsvindleren Thomas Hvass-Skovlund gennem det sidste år har charmeret store dele af musikmiljøet i Danmark og trukket en ny hale af gæld efter sig.

- Jeg har aldrig været ude for noget lignende, siger Mette Brandt Jensen, der er professionel musiker.

Dario Campeotto skulle synge julesange

I sommer blev hun hyret sammen med 18 andre studiemusikere til at producere en juleplade med coversange indsunget af blandt andre Dario Campeotto og Torben Lendager.

I dag er hun mest af alt rystet, for hverken hun eller de andre har nogensinde fåecht deres løn. Tilsammen mangler de næsten 300.000 kroner.

- Jeg synes, at det er ubegribeligt, at man ikke har fået advarsler om ham, at han bare kan gå ind og se os i ansigtet og vide, at vi ikke får en rød øre, siger hun.

Med Dansk Musiker Forbund i ryggen har musikerne trukket det pladeselskab, som Thomas Hvass-Skovlund repræsenterer, i retten.

I dag har de en dommers ord for, at pladeselskabet i alt skylder dem 289.000 kroner. Men pladeselskabet, som hedder Freshold Produktions, har stadig ikke betalt, og lige inden jul blev selskabet begæret konkurs.

Samme studie som Medina og Sort Sol

Alle optagelserne til julepladen foregik i det kendte studie Timeless Recording i København. Her har mange fremtrædende musikere gennem tiden øvet og indspillet. Blandt andre Grace Jones, Kashmir, Medina og Sort Sol.

I starten af 2013 opsøgte Thomas Hvass-Skovlund studiets ejer, Martin Koch-Søfeldt.

- Thomas var veltalende og super sympatisk. Han var meget troværdig, fortæller han.

På det tidspunkt repræsenterede Thomas Hvass-Skovlund det nystartede pladeselskab Freshold Productions, og han ville gerne leje sig ind hos Timeless Recording. I dag fortryder Martin Koch-Søfeldt, at han nogensinde lukkede ham ind. Thomas Hvass-Skovlund er nemlig løbet fra en regning på omkring 130.000 kr. for ubetalt husleje og teknisk hjælp i studiet.

Drevet forretning med Stein Bagger

Og det er langt fra første gang, at der er nogen, der har noget i klemme hos Thomas Hvass-Skovlund, der tidligere har drevet forretning med den svindel-dømte it-direktør, Stein Bagger.

I foråret 2012 blev han i landsretten idømt tre års fængsel for groft bedrageri og dokumentfalsk. Ved hjælp af falske kontoudtog og en velsmurt tunge, fik han lokket finansfolk til at indbetale over 37 millioner kroner til et fælles projekt.

Men de mange millioner havnede i Thomas Hvass-Skovlunds egen lomme.

Franarrede en krigsveteran hans erstatning

I sommeren 2013 fik han i byretten endnu en dom for groft bedrageri og dokumentfalsk. Denne gang lød straffen på to et halvt års fængsel.

Han blev blandt andet fundet skyldig i at have franarret en krigsveteran over to millioner kroner. Penge, som soldaten havde fået i erstatning, efter han havde mistet begge ben i Afghanistan.

Thomas Hvass-Skovlund havde også snydt en familie med en handicappet datter for 35.000 kroner ved at udgive sig for at være jurist og gjort sig skyldig i skattesnyd for næsten 800.000 kr. Alene den sidste dom efterlader Thomas Hvass-Skovlund med en gæld på tre millioner kroner.

Denne dom har Thomas Hvass-Skovlund anket.

Købt musikudstyr for 250.000 og aldrig betalt

Og nu er det så musikbranchen, som storsvindleren har kastet sig over.

Ud over at løbe fra husleje og ikke betale løn til musikere har han købt musik-udstyr hos flere forskellige leverandører - uden at betale. Hos én af leverandørerne, der ikke ønsker sit navn bragt frem, venter der ham en regning på over 250.000 kr.

Ikke nok med det, så har Thomas Hvass-Skovlund også solgt musik-udstyr på Den Blå Avis, men aldrig leveret det til køberne. Kontant har talt med tre af dem, som har tilsammen mistet 26.000 kroner.

Et ungt band fra Slagelse, der hedder Go To Sleep, har mistet 10.000 kroner - og grundlaget for udgivelsen af deres første plade. I begyndelsen af 2013 skrev de kontrakt med Freshold Porduktions, men inden deres plade var færdig, forsvandt Thomas Hvass-Skovlund. Og med ham alle optagelserne til pladen.

Men hvor mange penge skylder Thomas Hvass-Skovlund og det konkursramte pladeselskab, Freshold Productions egentlig væk i musikbranchen?

Det har Kontant forsøgt at gøre op. Ud fra de kilder, som forbrugermagasinet har haft kontakt til, så løber den samlede regning op på over 880.000 kr.

Burde sidde i fængsel

Flere fra musikbranchen er frustrerede over, hvordan det overhovedet har kunnet lade sig gøre for Thomas Hvass-Skovlund at husere i musikbranchen, da han jo fik en dom i landsretten i 2012 på tre års fængsel og dermed burde sidde i fængsel.

- Jeg synes, at det er overvældende, at en mand kan tage røven på så mange mennesker uden, at det umiddelbart ser ud til, at han får en straf for det, siger Jonas Andersen, der er forsanger i bandet Go To Sleep.

Thomas Hvass-Skovlund siger under en telefonsamtale med Kontant, at han ikke afsoner sin straf, fordi han har fået udsættelse af helbredsmæssige årsager, men han ønsker ikke at uddybe yderligere.

Hvis man mener, at ens helbred er så dårligt, at man gerne vil have udsat sin afsoning, skal man have tilladelse fra politidirektøren - i det her tilfælde i København. Men det har ikke været muligt at få en kommentar fra politidirektøren.

Da vi spørger ham til alle de penge, som han skylder i musikbranchen, lyder svaret:

- Det er ikke fordi, at jeg vil fraskrive mig et ansvar, for det vil jeg ikke på nogen som helst måde. Jeg løber ikke fra, at der er noget udestående med nogle forskellige folk. Sådan er det. Den løber jeg ikke fra på nogen som helst måde, siger Thomas Hvass-Skovlund til Kontant.

Du kan se mere om Thomas Hvass-Skovlund i Kontant i aften kl. 21.05 på DR1

Facebook
Twitter