Stort udlejningsselskab støvsuget for værdier efter konkurs

Pengekassen er gabende tom, efter Scandia Housing i sidste måned gik konkurs. Udlejerne må dermed se langt efter deres penge. Det fremgår af en foreløbig opgørelse fra kuratoren i konkursboet.

Af den foreløbige opgørelse fremgår det, at Scandia Housing indtil videre skylder i omegnen af 34 mio. kr, men selskabet er indtil videre kun omkring 3,4 mio. kr. værd.

De private udlejere i det nu konkursramte boligudlejningsfirma Scandia Housing må formentlig se langt efter at få deres penge igen. Det fremgår af en meddelelse, som kurator Søren Sloth fra NORDIA Advokatfirma har udsendt til selskabets kreditorer.

- Tallene taler desværre lidt for sig selv, skriver han i mailen.

Af den foreløbige opgørelse fremgår det, at Scandia Housing indtil videre skylder i omegnen af 34 mio. kr, men selskabet er indtil videre kun omkring 3,4 mio. kr. værd.

Personligt konkurs

Den tidligere ejer af Scandia Housing, Peter Høyer Jensen, blev erklæret personligt konkurs, da firmaet drejede nøglen om tre uger siden. Dermed hæfter han personligt for gælden, og derfor har kreditorerne krav på at få gjort udlæg i hans personlige ejendele også.

Det har tidligere været fremme, at han har kørt i dyre luksusbiler som Maserati og Ferrari 360, men opgørelsen fra kurator afslører dog, at der ikke er penge at hente her, da begge biler har været leaset.

Folk får blod på tanden

Selv afviser Peter Høyer Jensen kuratorens opgørelse af værdierne i hans Scandia Housing, der var Danmarks største formidler af lejeboliger for udlejere.

- Det er tankevækkende. Den opgørelse kan jeg kun være meget, meget uenig i, siger han til DR Nyheder.

I følge opgørelsen har han oparbejdet en gæld på 34 mio. kr. men det beløb stemmer ikke overens med hans egne tal. Da han lukkede bøgerne, var der ifølge ham en gæld på omkring 16 mio. kr.

- Enhver kan jo bare skrive en regning og sende den i øjeblikket. Det er almindelig kendt, at alle skruer deres krav vanvittigt op, i sådan her en situation her.

Udlejer ægrer sig

Jakob Frederiksen er en af de flere hundrede udlejere, der har udlejet sit hus igennem Scandia Housing og som har penge til gode hos Scandia Housing. Han forsøgte gentagne gange at få Peter Høyer Jensen til at garantere, at pengene ikke var i fare. Han har nu formentlig tabt de over 50.000 kr. som Scandia Housing skylder ham for depositum og husleje.

- Det er ærgerligt men forventet. Man må vel trøste sig med, at det "bare" er penge og i fremtiden tage sine forholdsregler og samtidigt advare andre udlejere mod at deponere penge i ejendomsselskaber samt at administrere huslejer på samme måde, som Peter Høyers firma har gjort.

Facebook
Twitter