Straftold får Harley-Davidson til at flytte produktion fra USA

Den spirende handelskonflikt mellem USA og Europa får Harley-Davidson til at flytte dele af produktionen.

Straftold betyder, at en Harley-Davidson bliver ca. 14.000 kroner i EU. (Foto: scott olson © Scanpix)

Harley-Davidson flytter sin produktion af motorcykler, der skal sælges til det europæiske marked, ud af USA.

Det sker som direkte konsekvens af den handelskonflikt, der er ved at udvikle sig mellem USA og Europa, skriver nyhedsbureauet AP.

- For at imødegå den markante omkostning ved denne byrde vil Harley-Davidson flytte sin produktion af motorcykler til lande i EU fra USA til internationale poroduktionsfaciliteter for at undgå den, skriver Harley-Davidson i en fondsbørsmeddelelse.

De højere toldsatser på Harley-Davidsons motorcykler er kommet efter, at USA med præsident Donald Trump i spidsen indførte straftold på stål og aluminium.

Det har fået EU til et svare igen med højere told på en række ikoniske amerikanske produkter. Deriblandt altså Harley-Davidson, der i over 100 år har lavet nogle af verdens bedst kendte motorcykler.

Ifølge Harley-Davidson betyder den nye told, at tolden for at importere motorcykler fra USA til EU er steget fra seks til 31 procent. Det øger den gennemsnitlige pris på en af selskabets motorcykler med 2.200 dollar - svarende til 14.000 kroner - i EU.

/ritzau/

Facebook
Twitter