Strategi hjælper virksomheder til vækst

En analyse fra DI viser, at næsten halvdelen af de virksomheder der har en nedskrevet forretningsstrategi som alle medearbejdere er bekendt med forventer stigende omsætningen.

(© Colourbox)

Mange mindre virksomheder vil gerne vokse sig større.

Men i alt for mange virksomheder hænger ledelsen fast i de daglige gøremål og giver sig ikke tid til at tænke over og planlægge hvordan de skal skabe vækst.

En undersøgelse fra erhvervsorganisationen DI viser, at næsten halvdelen af de virksomheder der har en nedskrevet forretningsstrategi som alle medarbejdere er bekendt med forventer enten en stigning i omsætningen på mere end 10 procent.

- Dem der har strategien har også større forventninger til væksten, for de kan simpelthen se hvor markedet bevæger sig hen og holde øje med det, siger chefkonsulent i DI Vagn Riis.

Fortaber sig i fakturaer

Til sammenligning er det kun 12 procent af virksomhederne uden forrentningsstrategi der forventer samme stigning i omsætningen.

Et af problemerne for de virksomheder der ikke laver en strategi, skriver den ned og kommunikere den ud er, at de fortaber sig i daglig ledelse, viser undersøgelsen.

- Det er simpelthen fordi der er meget at lave, der er telefoner der ringer, en reklamation der skal tages stilling til, og stakken på skrivebordet vokser. Det er dagligdagen man drukner i, siger Vagn Riis.

Designvirksomheden CBD har de sidste år arbejdet målrettet med vækststrategier, og har udvidet virket fra rent design til produktionstegninger og egentlig produktion.

Flasker og æsker

CBD har blandt andet designet flasker for Carlsberg og designet og produceret emballage til høreapparater for GM Resound.

Virksomheden har over ti år fordoblet omsætningen og har de sidst fem år haft en omsætningsvækst på 13-20 procent om året.

- Det er ligeså vigtigt at sætte dage af til at udvikle forretningsstrategi som til at skrive fakturaer eller tale med kunder, siger partner og direktør i CBD Henrik Jeppesen.

Og så er det vigtigt at få professionel rådgivning samtidig med at medarbejderne inddrages i strategiarbejdet, siger han.

Facebook
Twitter