Strejke i SAS: Aflysninger fortsætter lørdag

34.000 passagerer vil ifølge SAS blive ramt af nye aflysninger.

(Arkiv). Ud af København er mindst 49 afgange også aflyst lørdag, viser en optælling på Københavns Lufthavns hjemmeside. (Foto: HENRIK MONTGOMERY © Scanpix)

SAS melder om nye aflysninger lørdag, og forventer at pilotstrejken vil ramme omkring 34.000 passagerer.

Det oplyser SAS' pressechef i Sverige, Freja Annametz, til Sveriges Radio.

- Vi har besluttet at indstille samtlige fly lørdag. Søndag er fortsat uklar, lyder det fra Freja Annametz.

De fleste af de strandede passagerer vil befinde sig i Arlanda lufthavn i Stockholm, hvor mere end 100 afgange er blevet aflyst. Ud af København er mindst 49 afgange dog også aflyst lørdag, viser en optælling på Københavns Lufthavns hjemmeside.

Nogle SAS-afgange vil være fløjet af underleverandører. De er derfor ikke aflyst.

Strejke har ramt 72.000 passagerer

Piloterne strejker efter sammenbrud i forhandlingerne om en ny overenskomst, og det er uvist, hvor længe strejken vil fortsætte.

Næstformand i Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, oplyste i morges til DR Nyheder, at parterne er langt fra hinanden.

Piloterne står fast på krav om at "få samme gode forhold, som alle andre lavprisselskaber har", og SAS har afvist at imødekomme kravene, som virksomhedens pressechef, Mariam Skovfoged, kalder "urimelige".

Strejken har i dag ført til knap 700 aflysninger. Omkring 72.000 passagerer er berørt.

Følg linket her og se, om dit fly er aflyst.

Facebook
Twitter