Strejke rammer endnu et flyselskab - og det ses over hele Europa

I dag er 20.000 ansatte i det tyske flyselskab Lufthansa gået i strejke - men de er ikke de eneste.

Mange steder i flybranchen er der i øjeblikket strejker. Men det ses også udenfor branchen for tiden. (Foto: (Illustration) Morten Fogde Christensen)

Flyselskab og strejke er formentlig to ord, du har hørt meget på det seneste.

Denne gang handler de to ord dog ikke om SAS, som for nyligt endelig fik en afslutning på sin pilotstrejke, der varede i 15 dage.

Nej, de to ord handler i denne omgang om det store tyske flyselskab Lufthansa.

For i morges klokken kvart i fire gik de ansatte i strejke, hvilket de vil fortsætte med til klokken seks i morgen tidlig. Strejken omfatter kun ansatte, der arbejder på landjorden.

Årsagen til strejken skal findes på bunden af lønsedlen. De ansatte vil nemlig have en lønstigning på 9,5 procent på grund af den høje inflation, der ses over hele Europa i øjeblikket.

Og det rammer selskabet hårdt, vurderer Jacob Pedersen, luftfartsanalytiker i Sydbank.

- Det er klart, at Lufthansas indtægter bliver lave på en dag som i dag, derfor gør det ondt. Alene det, at der er en strejke i sommerperioden, hvor mange skal ud eller hjem, er med til at give ridser i lakken, siger han.

134.000 passagerer skal finde på andre planer, da mere end 1.000 afgange er blevet aflyst. Herhjemme betyder strejken, at 12 flyafgange mellem København, Frankfurt og München er aflyst. I Billund Lufthavn er det seks afgange og fem ankomster.

Mange strejker i luftfarten

Lufthansa og SAS er dog ikke de eneste luftfartsselskaber, der oplever strejker hen over sommeren i år.

Det ses mange steder i branchen.

Hos det britiske lavprisselskab EasyJet er det spanske kabinepersonale gået i strejke ad tre omgange, hvor den sidste omgang finder sted fra den 29.-31. juli og involverer 450 medarbejdere.

I et andet stort lavprisselskab - Ryanair - er der også strejkeproblemer. Der har været mange aflysninger i løbet af juni, fordi deres franske personale har strejket, som efterfølgende blev fulgt op af personale fra flere andre europæiske lande.

Og i denne måned har Ryanairs spanske personale strejket over flere omgange, som finder sted lige nu og frem til den 28. juli.

Især manglen på personale spiller en rolle hos de strejkende.

- De bliver nok i første omgang drevet af, at de mennesker, der arbejder indenfor luftfartsindustrien, har uhyrligt travlt. Der er for få hænder, og derfor oplever mange rejsende mas og forsinkede fly, siger Jacob Pedersen og fortsætter:

- Og det ligger et ekstra pres på de medarbejdere, der er i sektoren. De viser så deres utilfredshed ved at strejke.

Men det handler ikke kun om manglen på hænder. Som det ses hos Lufthansa, handler det også om løn.

- Det er helt afgjort, at inflationen også spiller ind i det her. Det er ikke kun piloter, som arbejder i flyselskaber, der er mange andre medarbejdergrupper, som har langt mindre lønninger, end piloterne har. De mærker, at alt bliver dyrere, og derfor forsøger de at blive kompenseret og få mere i løn, forklarer Jacob Pedersen.

Strejker ruller over hele Europa

Uanset om du pendler eller tager på ferie til udlandet, ser det ud til, at der er risiko for at støde ind i en strejke.

For det er ikke kun i luftfartsbranchen, man oplever strejker for tiden.

Generelt set ses det over hele Europa og især i transportbranchen.

Blandt andet i Frankrig, hvor jernbanearbejdere i det statsejede jernbaneselskab, SNFC, har varslet flere strejker denne sommer, efter de strejkede i starten af juli.

Derudover strejkede jernbanemedarbejdere i England i en uge for en måned siden, hvilket er den største jernbanestrejke i tre årtier.

Det er dog ikke kun i transportbranchen, der strejkes.

I England har næsten 2.000 strafferetsadvokater, der er selvstændige, men bliver betalt i honorarer af staten, også netop strejket i en uge. Og hvis ikke en aftale bliver fundet, vil advokaterne nedlægge fem arbejdsdage om ugen hver anden uge.

Ligesom i flybranchen hænger det også sammen med den stigende inflation.

I alle tre tilfælde handler det nemlig om, at medarbejderne vil have mere i løn.

De franske jernbanemedarbejdere vil have, at lønnen justeres for inflation samt en forhøjelse af mindstelønnen og højere bonusser for at kompensere for prisstigningerne.

Og advokaterne strejker, fordi de har fået afvist, at retshjælpssalærer skal stige med 25 procent.