Strejkende SAS-piloter er klar til at hente strandede kunder hjem fra ferie

SAS håber, at man nu kan blive enige om at hente charterrejsende hjem.

Rejseselskabet Apollo skal have flere tusinde gæster hjem fra charterferie med SAS, og derfor er salgschef Glen Bisgaard glad for piloternes tilbud. (Foto: VIBEKE TOFT © Ritzau Scanpix)

'Ferier du ikke vil hjem fra'. Sådan lyder en gammel traver i rejsebranchen.

Men for tusindvis af charterrejsende kan sloganet nu måske blive brugt med omvendt fortegn.

Blandt andet risikerer den igangværende SAS-strejke at forlænge ferien for 12-30.000 skandinaver, som skal hjem med et SAS-fly, lyder det fra rejseselskabet Apollo.

Og derfor melder de strejkende piloter i flyselskabet sig nu klar til gøre en undtagelse fra strejken for at hente strandede gæster hjem fra flere ferieområder.

Det siger de danske piloters formand i SAS Pilot Group, Henrik Thyregod.

- Der er chartergæster på de græske øer og andre steder, hvor det er meget svært at komme hjem og beholde sit hotel, og det ønsker vi ikke for nogen.

- Derfor har vi lavet en undtagelse, så vi kan flyve ned og hente de gæster, der er kommet i klemme, siger han.

Rejseselskab: Klart, vi er glade

SAS-piloternes tilbud kommer, efter selskabet Apollo Rejser indtrængende har bedt de to parter om at stoppe strejken.

Rejsebranchen befinder sig midt i højsæsonen for skandinaver, der rejser sydpå for at få stillet sulten for sol.

Det betyder, at der efterhånden er godt fyldt på hotellerne på danskernes favoritdestinationer, og at det tæt på umuligt for branchen at finde alternative hjemrejser til alle gæsterne.

Herunder kan du løbende se, hvor mange rutefly til og fra danske lufthavne, som SAS har meldt aflyst eller måske aflyst for de næste syv dage. Få et samlet overblikket her.

Rejseselskabet Apollo skal have flere tusinde gæster hjem fra charterferie med SAS, og derfor er salgschef Glen Bisgaard glad for piloternes tilbud.

- Det er klart, vi er glade, når de proaktivt går ind for at finde en løsning på at hente de gæster, som efter weekenden kunne være strandet, siger han.

Selskabet har i alt 25.000 charterturister, der enten skal afsted eller hjem fra ferie i weekenden med SAS.

Flyver med tomme fly ud

Men pilotformand Henrik Thyregod understreger, at tilbuddet kun gælder charterflyvninger hjem fra udlandet.

For at hjælpe strandede gæster kræver de strejkende piloter også, at SAS trækker sin lockout af piloterne tilbage.

De danske piloters formand i SAS Pilot Group, Henrik Thyregod. (Foto: Morten K Soerensen © Morten K Soerensen)

Samtidig må SAS ikke hyre andre flyselskaber til at flyve nye passagerer til de samme destinationer, som piloterne tilbyder at hjælpe gæster hjem fra, skriver piloternes fagforening.

Piloterne vil heller ikke på nogen måde have gæster med sig på udrejsen til de samme destinationer.

- Det kan vi ikke gøre. Det bliver mere i nødsituationer. Hvis der skulle være noget af alvorlig karakter, så stiller vi altid op. Men ikke til normal trafik, siger Henrik Thyregod.

SAS: Vi håber på en løsning

SAS håber nu, at man trods de mange knaster i strejken i det mindste kan blive enige om at hente strandede charterrejsende hjem.

Selskabet kalder dog piloternes tilbud for et mediestunt, fordi SAS ifølge eget udsagn hidtil forgæves har forsøgt at få piloterne til netop at undtage chartertrafikken fra strejken. Det har piloterne - ifølge SAS - nægtet.

Pressechefen for SAS i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji.

Men SAS' pressechef i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji, siger, at man trods alt er glad for tilbuddet, selvom SAS også havde håbet, at piloterne vil sige ja til at tage nogle passagerer med ud.

- Det ville være rimeligt at tage passagerer med ud, når der er så mange, der gerne vil på sommerferie.

- De her fly flyver helt tomme ud, men vi kan i det mindste tage passagerer med hjem, siger SAS' pressechef i Danmark, Alexandra Lindgren Kaoukji.

FORSTÅ KONFLIKTEN

  • Kernen i konflikten mellem arbejdsgiver og lønmodtagere er, at piloterne er utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på billigere overenskomster i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

  • Piloter kræver også, at SAS genansætter op mod 450 piloter, som blev opsagt under coronakrisen, før de ansætter nye piloter i datterselskaberne.

  • Piloterne oplyser selv, at de har tilbudt besparelser på 450 millioner svenske kroner, som blandt andet består af, at de går ned i løn, og de vil arbejde mere fleksibelt.

  • SAS har også udtrykt, at det er nogle gode forslag fra piloterne, men at det ikke er nok, hvis spareplanen skal lykkes.