Succesrigt selskab har tidligere fyret medarbejdere for at have manipuleret elmarkedet

Flere af landets største elhandlere afviser at svare på spørgsmål om manipulation af energimarkedet.

En flere år gammel sag om markedsmanipulation førte til flere fyringer hos succesrigt energiselskab.

Lige nu sidder otte medarbejdere fra et dansk energihandelsselskab varetægtsfængslet i en spektakulær sag om manipulation med elmarkedet.

DR Nyheder kan nu afsløre, at sagen om de varetægtsfængslede energihandlere ikke er den første sag, hvor medarbejdere i et dansk energiselskab er kommet i problemer for at have manipuleret markedet.

Det succesrige selskab Energi Danmark har nemlig tidligere fyret medarbejdere i en sag om netop manipulation af energimarkedet.

I 2018 modtog selskabet en bøde på 750.000 kroner. Det skete efter, at ti forhold om ulovlig markedsmanipulation af elmarkedet blev opdaget. Handlerne fandt sted i 2015.

Ud over bøden fik det også konsekvenser for flere medarbejdere, bekræfter selskabet i en mail.

- Der var medarbejdere, som blev afskediget efter den pågældende sag, og det blev indskærpet, at overtrædelser af forordninger om handler ville få konsekvenser ansættelsesmæssigt, lyder det i et skriftligt svar fra Energi Danmark.

Selskabet afviser at sætte et præcist antal på, hvor mange medarbejdere det sagde farvel til efter sagen om markedsmanipulation.

Sagen om markedsmanipulation i Energi Danmark er interessant, da sagen har paralleller til den igangværende sag ved Retten i Aarhus, hvor de otte ansatte ved et andet energihandelsselskab - heraf flere direktører - lige nu sidder varetægtsfængslet.

Det er altså en sag, der omhandler brud på de samme regler, som Energi Danmark blev straffet for i 2018.

Sagen fra Aarhus er dog af væsentlig større omfang og alvor, og hvis medarbejderne bliver tiltalt og findes skyldige, så kan de straffes med helt op til seks års fængsel. De sigtede nægter sig alle skyldige.

Se den aktuelle sag om de otte anholdte forklaret her:

I kølvandet af sagen fra Retten i Aarhus og Energi Danmarks bekræftelse af fyringer har DR Nyheder spurgt seks andre af de største energihandlere i Danmark, hvordan de har håndteret mistanker om manipulation med energimarkedet.

Fire af selskaberne skriver, at de ikke har eller har haft sager om markedsmanipulation, mens de to resterende ikke svarer direkte på DR Nyheders spørgsmål.

Energihandlere i centrum

Energiselskaber, som Energi Danmark og selskabet, der er centrum for den aktuelle sag i Aarhus, har indtil for ganske nylig levet et stille liv i skyggerne.

Den gruppe af selskaber er også kaldet mellemhandlere, da de for eksempel køber el hos vindmølleselskaberne eller på el-børsen, som de efterfølgende sælger videre, inden strømmen ender hos forbrugerne.

Sidste år stak elpriserne for alvor af, og det betød, at nogle af de største af selskaberne har tjent mange milliarder kroner. Blandt andet har DR Nyheder kunnet fortælle, at energibranchen sidste år tjente cirka 20 milliarder kroner på at producere og sælge el til danskerne.

Dertil kommer en stor indtjening fra at købe og sælge energi over hele Europa, og mange af energihandlerne har slået alle indtjeningsrekorder sidste år.

Energi Danmark kom således ud af 2022 med et overskud efter skat på knap ni milliarder kroner.

Det har ført til løftede øjenbryn, da selskabet er ejet af Andel og NRGI, som er ejet af kunderne.

Men interessen for elhandelsselskaberne eksploderede for alvor en onsdag for lidt over en måned siden, da politiet slog til mod en række adresser flere steder i landet og anholdt otte personer for at have manipuleret elmarkedet i stor stil over flere år.

Men hvad er der ellers af sager i branchen om markedsmanipulation, og hvad har de enkelte selskaber gjort ved det?

Det eneste energihandelsselskab i Danmark - ud over Energi Danmark - der tidligere er blevet straffet med en bøde for markedsmanipulation, er Centrica Energy Trading.

Det skete i 2019, hvor selskabet hed Neas Energy. Bøden lød på 150.000 kroner. Også her drejede det sig om handler foretaget i 2015.

Centrica Energy Trading har ikke svaret på DR Nyheders spørgsmål om, hvorvidt mistanker og sager om markedsmanipulation har ført til fyringer i selskabet.

Men selskabet skriver i en generel kommentar, at selskabet opererer med en omfattende kontrol og overvågning.

Selskabet kræver samtidig, at ansatte arbejder i overensstemmelse med alle gældende interne og eksterne politikker og reguleringer.

Tavshed fra den største spiller

Hos landets største energihandler Danske Commodities, der netop har præsenteret et 2022-regnskab med et historisk stort overskud på 11 milliarder kroner efter skat, holder man kortene helt tæt ind til kroppen.

Efter talrige henvendelser om, hvordan selskabet har håndteret mistanker om markedsmanipulation, har Danske Commodities efter en uges betænkningstid sendt en kortfattet mail, hvor selskabet ikke svarer konkret på nogen af DR Nyheders spørgsmål.

- For spørgsmål vedrørende mistanke om markedsmanipulation henviser vi til Forsyningstilsynet.

- Derudover har vi som generel politik, at vi ikke kommenterer på forhold som potentielt vedrører medarbejdere eller andre aktører i markedet, lyder det fulde svar i en mail.

Til gengæld vil flere af landets andre store energikoncerner gerne svare konkret på spørgsmål om markedsmanipulation.

Norlys oplyser, at dens handelsselskab Norlys Energy Trading (NET) ingen mistanker har haft om markedsmanipulation i selskabet og betoner samtidig, at selskabet har en omfattende intern overvågning, der skal forhindre misbrug.

InCommodities svarer ligeledes, at selskabet ingen sager har haft. Det samme gælder selskabet MFT Energy.

Og endelig afviser også Nitor Energy, at det har haft nogen sager om manipulation af energimarkedet.

Energi Danmark: Vi har lært af sagen

Ifølge Energi Danmark førte sagen og bøden fra 2018 - udover fyringerne - til, at de interne kontroller blev "styrket".

I et svar fra selskabet lyder det, at dets handler dagligt overvåges og manglende overholdelse af "regler og guidelines" rapporteres til ledelsen.

- Overvågningen sker bl.a. via et elektronisk overvågningssystem med automatisk handelsovervågning, lyder det.

Det er Forsyningstilsynet, der står for at føre tilsyn med handel med energi herhjemme.