Sundhedsfaggrupper stemmer massivt 'ja' til OK18

Flere end ni ud af ti af stemmerne blev sat ved 'ja' hos Sundhedskartellets medlemmer.

Formand for Sundhedskartellet Grete Christensen er glad for, at medlemmer valgte at stemme overenskomsten igennem. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Det blev et rungende ja til en ny overenskomst for de kommende tre år for Sundhedskartellet, der blandt andet omfatter Dansk Sygeplejeråd og Danske Fysioterapeuter.

93,1 procent satte deres stemme i ja-feltet, og stemmedeltagelsen var med 56,5 procent den højeste siden 2008. Hermed bliver en ny overenskomst en realitet hos de lige over 114.000 medlemmer.

Offentlig overenskomst

Landets offentlige ansatte skal have nye overenskomster. Det gælder både de ansatte i staten, i regionerne og i kommunerne. Forhandlingerne er stødt på flere bump undervejs, og lykkes det ikke at finde en løsning, vil det føre til strejke eller lockout.

Se Tema

Det fremgår af en pressemeddelelse på Sundhedskartellets hjemmeside.

- Jeg er glad for, at medlemmerne har sagt ja til det forlig, vi fik forhandlet os frem til. Som bekendt var forhandlingerne denne gang historisk langtrukne og dramatiske. Men vi stod fast og fik forhandlet en aftale, der er ganske god for Sundhedskartellets medlemsgrupper. Det har medlemmerne i de enkelte organisationer nu anerkendt med et overvældende stort flertal, der stemmer ja, siger Grete Christensen, formand for Sundhedskartellet.

Stort flertal hos de statsansatte

Der er ligeledes faldet et resultat hos den samlede gruppe af statsansatte. Her har 92 procent stemt ja, og stemmeprocenten er steget fra 49 procent ved sidste overenskomst til 60 procent.

- Jeg er rigtig glad for, at medlemmerne så klart har tilkendegivet, at de er tilfredse med det resultat, vi er kommet i hus med. Jeg tror, at det har været vigtigt for medlemmerne, at vi får forbedret reallønnen, at lønudviklingen kommer til at matche den private, og at vi har fået sikret spisepause, siger chefforhandler Flemming Vinther.

Med en overvældende stort flertal følger de i slipstrømmen på en lang række andre faggrupper, hvor der også har været stor enighed om at bakke op om den nye overenskomst.

BUPL, HK Stat, 3F og FOAs medlemmer har alle stemt overenskomsten igennem med mere end ni ud af 10 stemmer for.

Også hos Dansk Lærerforening valgte man at vende tommelfingeren til trods for, at lærerne ikke fik en ny arbejdstidsaftale i forhandlingerne.

Alligevel blev næsten tre ud af fire stemmer sat på et 'ja'. Ifølge DR's økonomikorrespondent Casper Schrøder skal det dog ikke ses som et udtryk for, at lærerne er jublende glade.

- For rigtig mange lærere er det reserveret ja, et ja med ryggen mod muren og et ja, fordi der ikke var andre muligheder. De har erkendt, at det var dét, de kunne få, og at en konflikt ville være udsigtsløs, siger han.