Svampesekret kan redde liv

Et stof, der findes i blandt andet svampe, fluer og muslinger, hjælper mod alvorlige sygdomme som lungebetændelse, menigitis og blodforgiftning. Og forskere har nu fundet ud af, hvordan stoffet arbejder.

Fluer har et bestemt stof i kroppen, som kan dræbe bakterier, som ellers er blevet resistente over for medicin. (Foto: Krayker © Stock Xchng)

Specielle stoffer - kendt som "peptider" - som findes i svampe og hvirvelløsedyr som fluer og muslinger kan dræbe bakterier, som ellers giver alvorlige infektioner hos mennesker.

Sådan lyder det fra forskere fra virksomheden Novozymes, Aalborg Universitet og universitetet i Bonn, som har fundet ud af, hvordan et af stofferne, "Plectasin", arbejder. Det har de i dag offentliggjort i tidsskriftet Science, skriver Novozymes i en pressemeddelelse.

Hårdt pressede bakterier

Plectasin kan fjerne infektioner ved at sætte sig på det materiale, som bakterierne bruger til at lave deres cellevægge med.

Det vil populært sagt svare til at fjerne dækket fra sin cykel - slangen vil sprænge, og luften sive ud.

Uden byggematerialet kan den enkelte bakterie ikke opretholde væggen - og dermed ikke overleve. Og eksperimenter viser, at det er meget vanskeligt for bakterier at udvikle resistens mod stoffet.

- Da vi identificerede Plectasin, vidste vi, at det var et gennembrud for forskning, siger Per Falholt, som er koncerndirektør for forskning og udvikling.

- Nu ved vi, hvorfor det næsten er umuligt for bakterier at skabe resistens mod Plectasin, siger han.

Kurerer lungebetændelse og blodforgiftning

En forfinet udgave af Plectasin, NZ2114, virker ifølge Novozymes mod sygdomme som lungebetændelse, meningitis og blodforgiftning, som skyldes bakterier som Streptokokker og Stafylokokker.

Bakterier, der er restistente over for eksisterende antibiotika.

- Når faren med restistente bakterier fortsat stiger i hele verden, er det vigtigt hele tiden at lede efter nye stoffer og metoder til at bekæmper potentielt dødelige infektioner på, siger Per Falholt, som tilføjer, at Novozymes har flere stoffer af samme slags på vej.

Novozymes identificerede plectasin i 2002, og har solgt rettighederne til den forbedrede version, NZ2114, til medicinalvirksomheden Sanofi-Aventis.

Facebook
Twitter