Svaneborg om Skats "punktum": Nu begynder sagen først for alvor

Skat har gennemgået alle sagerne om ulovlig refusion af udbytteskat, og har fundet svindel for yderligere 3,2 milliarder kroner.

- Jeg har aldrig før oplevet dansk politi være så hemmelighedsfulde omkring en efterforskning, siger DR's erhvervskorrespondent, Thomas Svaneborg.

12,3 milliarder kroner er det alt i alt lykkedes svindlere at dræne den danske statskasse for.

Det viser en samlet gennemgang af udbytterefusionerne, som Skat har lavet.

Dermed er der sat et punktum i sagen, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V). Men ifølge DR's erhvervskorrespondent, Thomas Svaneborg, er sagen først lige begyndt.

- Nu ved man, hvor mange penge, man er blevet snydt for. Og så er det, man kan begynde at arbejde på at finde de penge igen, og man kan begynde at lede efter dem, som har suget pengene ud. Så jeg mener ikke, at man kan sige, at der er sat et punktum; faktisk begynder sagen først for alvor nu, siger han.

Det hele har sejlet

I morgen er det præcis ét år siden, at Skat meddelte offentligheden, at de "har en mistanke om økonomisk kriminalitet for milliarder".

Ingen vidste på daværende tidspunkt, at det skulle vise sig at blive Danmarkshistoriens største skatteskandale.

Første udmelding lød på, at Skat var snydt for 6,2 milliarder kroner. Senere steg beløbet til ni milliarder, og i dag er man endt på 12,3 milliarder kroner.

- Det er jo dobbelt så mange, som man oprindeligt følte sig bedraget for. Så det fortæller, at det her er en historie om et system, som slet ikke har haft styr på, hvor mange penge, man egentlig har udbetalt til højre og venstre, siger Thomas Svaneborg.

Hemmelighedsfuld som aldrig før

Ingen er endnu dømt i sagen. Og det er også endnu uvist, om svindelnummeret overhovedet er kriminelt. Måske har "svindlerne" udnyttet et hul i den danske skattelovgivning, siger erhvervskorrespondenten.

Politiet har dog især én mand i kikkerten; en britisk rigmand ved navn Shanday Shah.

Han har selv bekræftet, at han bliver efterforsket af politiet i Danmark og England, men han mener ikke, at han har gjort noget ulovligt. Bagmandspolitiet er derimod meget tavse, når det gælder eventuelle bagmænd:

- Det spor er i allerhøjeste grad mørkelagt. Jeg har aldrig før oplevet dansk politi være så hemmelighedsfulde omkring en efterforskning, siger Thomas Svaneborg.

Ligesom flere eksperter, mener DR's erhvervskorrespondent ikke, at man skal sætte næsen op efter at få alle 12 milliarder kroner tilbage.

Facebook
Twitter