Svensk politi har modtaget dokumenter om mulig hvidvask i Nordea

Dokumenter fra en hedgefond viser angiveligt, at Nordea kan have overtrådt reglerne om hvidvask.

Det svenske bagmandspoliti har modtaget en anmeldelse om hvidvask i Nordea. (Foto: Ints Kalnins © Scanpix)

Dokumenter om mulig hvidvask i Nordea er landet på bordet hos de svenske myndigheder.

Det bekræfter Sveriges bagmandspoliti, Ekobrottsmyndigheten, over for det svenske nyhedsbureau TT.

Det er hedgefonden Hermitage Capital med forretningsmanden William Browder i spidsen, der har sendt en rapport til de svenske myndigheder. Rapporten viser angiveligt, at Nordea kan have overtrådt reglerne om hvidvask af penge.

Browder og Hermitage Capital meldte i sin tid også Danske Bank til det danske bagmandspoliti for hvidvask af penge i bankens estiske filial.

- Vi har modtaget dokumenter fra Hermitage, og vi evaluerer dem, siger Niklas Ahlgren, talsmand i det svenske bagmandspoliti, Ekobrottsmyndigheten, til DR Nyheder.

Han siger, at det svenske bagmandspoliti modtog dokumenterne i sidste uge og nu evaluerer dokumenterne og tager stilling til, hvilken myndighed som har ansvaret for området.

Det svenske bagmandspoliti har ingen kommentarer til, hvor lang en periode dokumenterne dækker over eller hvor mange penge, der er involveret.

Endnu ingen formel undersøgelse

Han understregede, at der endnu ikke er åbnet en formel undersøgelse.

Nordea bekræfter over for det svenske medie SVT, at banken er bekendt med rapporten til bagmandspolitiet.

I en mail til DR Nyheder forklarer banken, at man af princip ikke vil gå i detaljer om bankens dialog med myndigheder.

- Som led i vores daglige arbejde med at bekæmpe økonomisk kriminalitet overvåger vi løbende kundeaktiviteten. I de tilfælde hvor vi anser transaktioner for mistænkelige, indberetter vi dem til myndighederne til deres videre undersøgelse.

- Som følge af reglerne om bankhemmelighed, der er reguleret ved lov, kan vi ikke kommentere på enkeltkunder, skriver banken.

DR har forsøgt at få et interview med Nordea, men banken vil ikke udtale sig yderligere end det skriftlige svar.

Nordea fik i 2015 en bøde på 50 millioner svenske kroner for overtrædelser af reglerne om hvidvask og finansiering af terrorisme, skriver Reuters.