Svenske og norske myndigheder gransker Nordea

Myndighederne i Sverige og Norge er gået ind i skattelysagen og har indkaldt Nordea til møde, skriver svenske medier.

Nordea er i morgen kaldt til et møde med Finansinspektionen, der er Sveriges pendant til Finanstilsynet. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Afsløringerne omkring penge sendt i skattely i Sverige har nu fået de svenske myndigheder til at indkalde Nordea til møde. Det samme er sket i Norge.

Det skriver flere medier, deriblandt Svenske Dagbladet.

Søndag kom det frem, at Nordea er blandt de banker, der har været aktive i forhold til at skabe selskaber i Panama med hjælp fra et lokalt advokatfirma. Pengene mistænkes for at være blevet sendt i skattely.

- Vi ser selvfølgelig med stor alvor på de oplysninger, der er kommet frem, siger chefen for Finansinspektionen, Sveriges pendant til Finanstilsynet, Christer Furustedt, ifølge avisen Svenska Dagbladets netavis.

Allerede nu har Finansinspektionen, Sveriges pendant til Finanstilsynet, taget kontakt til myndighederne i Luxemborg, hvorfra Nordeas filial har sendt penge til Panama, samt Nordea, for at få mere information. I morgen er Nordea indkaldt til møde.

Også i Norge har Nordea fået myndighederne på nakken efter sagen om skattely begyndte at rulle.

- Finanstilsynet vil bede om en redegørelse fra de berørte bankers ledelser omkring de forhold, som er kommet frem. Inden for rammerne af det europæiske tilsynsarbejde vil Finanstilsynet også tage sagen op over for finanstilsynet i Luxembourg, siger direktøren for det norske finanstilsyn, Morten Baltzersen, ifølge Ritzau Finans.

I aftes kunne Politiken og DR sammen med et stort antal samarbejdende internationale medier afsløre 11,5 millioner dokumenter, der påviser, at banker verden over - herunder Nordea - har hjulpet kunder med at oprette stråmandsselskaber, så de kan undgå skat.

/ritzau/