Svindel for 50 millioner ved bilhandler

En nordsjællandsk forretningsmand sigtes for grov momssvig for 50 millioner kroner ved import og salg af cirka 3000 biler.

Ifølge politiet har forretningsmanden købt biler for cirka 330 millioner kroner. (© Colourbox)

En forretningsmand i Birkerød er blevet sigtet af politiet for grov momssvig til mindst 50 millioner kroner.

Den 51-årige mand blev anholdt torsdag morgen, da Nordsjællands Politi ransagede hans firma og flere andre steder. Manden blev løsladt torsdag aften.

Importerede 3000 biler

Politiet og Skat mener, at svindelen er sket i forbindelse med mandens import af cirka 3.000 biler fra Tyskland, Belgien og andre lande i EU.

- Der er tale om brugte biler, der er blevet videresolgt til bilforhandlere over hele landet, siger vicepolitiinspektør Flemming Poulsen i Nordsjællands Politi til Ritzau.

Politiet har arbejdet tæt sammen med Skats afdeling for økokrim i Fredensborg siden marts i år.

- Vi har beslaglagt rigtig meget materiale, siger Flemming Poulsen om torsdagens aktion.

Ønsker ikke at udtale sig

Også hos den 51-åriges revisor og seks forskellige bankfilialer på Sjælland og i Jylland har politiet besøgt for at finde papirer. Desuden er der beslaglagt computere.

Samtidig har politiet lagt hånd på penge på forskellige bankkonti, ligesom ni biler, der var under transport til Danmark, er blevet beslaglagt.

Den 51-årige har under de mange timers ophold hos politiet ikke ønsket at forholde sig til sigtelsen.

Politi og skat mener, at manden har omgået momsreglerne ved importen af de mange biler i perioden fra 30. september 2005 og frem til 1. oktober sidste år.

Forretningsmanden er ikke autoriseret bilforhandler. Omsætningen har været enorm: Han har købt biler for cirka 330 millioner kroner, oplyser vicepolitiinspektør Flemming Poulsen.

Under efterforskningen skal politiet nu gennemgå hver eneste handel med de 3.000 biler.

Facebook
Twitter