Swipps fremtid er uvis

Det er endnu ikke meldt ud, om Jyske Banks farvel til Swipp betyder goddag til MobilePay. Men Swipps fremtid er uvis.

Nordea har meldt fra til Swipp og sagt goddag til MobilePay. Men det vides ikke, om Jyske Bank går samme vej. (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Turbulensen omkring bankernes fælles mobilbetalingsløsning, Swipp, fortsatte her til morgen, da Jyske Bank meddelte, at banken nu trækker sig ud af samarbejdet.

Det sker kort efter at Nordea forleden meddelte, at banken opgiver Swipp og i stedet melder sig hos Danske Banks succesfulde MobilePay-app.

Danske Bank valgte i samme ombæring at skille MobilePay ud i et selvstændigt selskab, samtidig med at MobilePay stopper med at kalde sig 'MobilePay by Danske Bank'.

Nordea: Kunderne vil ikke have det

Nordeas danske chef, Peter Lybecker forklarede i forbindelse med Nordeas farvel til Swipp, at han gerne havde set at Swipp var blevet en succes, men at kunderne altovervejende valgte Danske Banks MobilePay-løsning.

Swipp har siden begyndelsen haft det svært i skyggen af Danske Banks populære MobilePay, som især har været trukket frem af private brugere, der har brugt appen til at overføre penge til hinanden.

Her har Swipp aldrig nydt samme gennemslagskraft - heller ikke selv om selskabet i 2014 valgte at købe teleselskabernes konkurrerende løsning, Paii, der heller aldrig blev en succes. Swipp er stiftet af over 70 banker, og skulle have været danskernes foretrukne konto-til-konto-overførselssystem, der skulle fungere uafhængigt af kreditkort med tilhørende gebyrer.

Afsløringen af Jyske Banks nye kurs kom i forbindelse med selskabets regnskabsfremlæggelse, men banken har ikke umiddelbart forholdt sig til, hvad der nu skal ske på området.

Fremtidens strategi kommer snart

Heller ikke Swipp har meldt ud.

- Det har gennem længere tid stået klart for Swipps bestyrelse, at Swipp står over for nogle afgørende strategiske valg. Derfor har man i bestyrelsen brugt de seneste måneder på at undersøge, hvilke muligheder Swipp har. Man er nået langt i dette arbejde og forventer snart at kunne fortælle om fremtidsplanerne, skriver Swipp i en pressemeddelelse.

Med Jyske Banks farvel til Swipp, er Swipp reelt reduceret til at være en løsning, der fortrinsvis markedsføres af landets mindre banker. Ingen af dem har dog endnu meldt ud, hvad deres syn på fremtiden for Swipp er.

Omskifteligt fremtid

Markedet for mobilbetalingsløsninger ventes at blive vendt på hovedet de kommende år, først af Nets snarlige lancering af Dankort på mobilen, dernæst af de store elektronikgiganters indtog på området.

Her fører Apple an med ApplePay-systemet, der foreløbig ikke har vundet stærk udbredelser, omend selskabets regnskab tidligere denne uge viste stærk vækst i antallet af transaktioner.

Bunkevis af andre spillere er der også på vej - ikke mindst betalingsløsninger, der er bygget ovenpå på Googles altdominerende mobilsoftware, Android, der globalt tegner sig for 85 procent af alle solgte smartphones.

Lidt længere ude i fremtiden kan løsninger, baseret på teknologien bag den digitale kryptovaluta, bitcoin, komme til at skabe stor ravage, fordi betalinger med denne teknologi kan ske helt uafhængigt af bankerne.

Facebook
Twitter