Sygehusstrejke på vej: Sygeplejersker stemmer nej til forhandlingsforslag

Et løsningsforslag, som Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner præsenterede efter forhandlinger i Forligsinstitutionen, er blevet nedstemt.

På et pressemøde præsenterede Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen resultatet af en urafstemning om Forligsinstitutionens mæglingsforslag til en aftale for sygeplejersker og radiografer i forbindelse med OK21. (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

I slutningen af denne uge vil sygeplejersker landet over stoppe med at arbejde og gå i strejke.

Det står klart efter, at et flertal af sygeplejerskerne har stemt nej til et løsningsforslag, som Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner ellers var blevet enige om efter forhandlinger i Forligsinstitutionen.

- Det store nej viser, at der er brug for grundlæggende ændringer i lønstrukturen, siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.

Ved afstemningens afslutning søndag aften havde hele 74,4 procent af de stemmeberettigede sygeplejersker stemt.

66,7 procent af stemmerne fra Dansk Sygeplejeråd var imod forslaget, mens 31,8 procent af stemmerne fra Radiograf Rådet var imod.

Som konsekvens af afstemningen vil hver tiende sygeplejerske i kommunerne og regionerne gå i strejke om fem dage - altså natten til lørdag.

Eksempelvis kan borgere, der skal have en ny hofte, komme til at vente længere på deres operation, forklarer Anders Khünau, der er formand for Danske Regioners løn- og praksisudvalg.

- Jeg er rigtig ærgerlig over, at det ender med strejke. Vi står i en situation, der potentielt kommer til at ramme rigtig mange patienter, og det er selvfølgelig rigtig beklageligt, siger han og pointerer, at han ikke umiddelbart kan se en løsning på konflikten.

Corona-afsnit samt kræft-, børne- og psykiatriområdet samt andre akutte afdelinger er undtaget fra konflikt.

- Det er umuligt at forudse, hvor længe strejken kommer til at vare. Arbejdsgiverne og politikerne bliver nødt til at komme på banen, siger Grete Christensen.

Opgør med mere end 50 års lønefterslæb

I marts stemte en snævert flertal nej til det overenskomstforlig, som Dansk Sygeplejeråd og arbejdsgiverne var blevet enige om.

Det udløste, at Dansk Sygeplejeråd og arbejdsgiverne fra Danske Regioner og Kommunernes Landsforening mødtes til forhandlinger i Forligsinstitutionen.

Sideløbende har der været afholdt flere demonstrationer og arrangementer, hvor sygeplejerskerne har udtrykt utilfredshed med deres løn og Tjenestemandsreformen fra 1969, som placerer sygeplejerskerne og andre traditionelle kvindefag lavt i det offentlige lønhierarki.

I midten af maj nåede parterne i Forligsinstitutionen til enighed om en såkaldt mæglingsskitse, som sygeplejerskernes formand Grete Christensen kaldte for ”en milepæl i kampen mod mere end 50 års lønefterslæb”.

For selvom mæglingsskitsen stort set var identisk med det overenskomstforlig, som sygeplejerskerne i første omgang havde vendt tommelfingeren ned til, så indeholdt den ét vigtigt afsnit.

I mæglingsskitsen står der, at regeringen bør nedsætte en komite om lønstrukturer i den offentlige sektor, blandt andet med deltagelse af parterne på det offentlige område.

Regeringen har meldt ud, at man ser positivt på sådan en komite, og Dansk Sygeplejeråd har opfordret medlemmerne til at stemme ja til oplægget, men mange sygeplejersker har meldt ud, at de ser på komiteen som en syltekrukke.

Og nu har et flertal altså stemt nej til at gå videre med mæglingsskitsen som et løsningsforslag.

Formand bliver på posten

pressemødet bliver formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen spurgt, om hun kan blive siddende som formand for Dansk Sygeplejeråd, fordi hun og resten af ledelsen anbefalede et ja til mæglingsaftalen.

Formanden afviser, at hun bliver nødt til at forlade sin post.

- Jeg er valgt demokratisk, og jeg har stået sammen med et formandskab og hovedbestyrelsen. Det er altså ikke kun mig, der har taget fejl. Vi har troet på, at vi kunne overbevise vores medlemmer om, at den her komité ville være det rigtige på den lange bane, siger hun.

Artiklen er opdateret med udtalelser fra Anders Khünar fra Danske Regioner.

Facebook
Twitter